Af Ritzau - 16/05-17 09:37; Opdateret: 16/05-17 10:09

17-årig pige er skyldig i forsøg på terror mod skoler17-årig pige er skyldig i forsøg på terror mod skoler

Et enigt nævningeting i Holbæk finder 17-årig pige skyldig i den såkaldte Kundbysag.

storybild

Retten i Holbæk slår fast, at 17-årig pige "utvivlsomt" overtrådte straffelovens terrorbestemmelser, da hun planlagde angreb på to skoler. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Retten i Holbæk kender en 17-årig pige skyldig i anklager om at planlægge bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle og den jødiske Carolineskole i København.

- Samtlige dommere og nævninger er enige om dette resultat, siger retsformand Peder Christensen tirsdag formiddag i et stuvende fyldt retslokale.

Fra sit pigeværelse i den vestsjællandske by Kundby forsøgte den dengang 15-årige pige i efteråret 2015 at tage kontakt med Islamisk Stat og organisationens leder. Hun fik hul igennem til flere militante islamister, og i løbet af ganske kort tid blev hun radikaliseret.

Det skete efter en rejse til Tyrkiet i sommeren 2015.

Hun satte sig siden for at gennemføre et bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle. Angrebet skulle rettes mod en gallafest på skolen i januar 2016. Bomben skulle angiveligt indeholde sprængstoffet TATP.

Stoffet har optrådt i flere terrorsager og er kendt under navnet Satans Mor på grund af sin ustabilitet. Pigen havde købt både brintoverilte og acetone. I to forskellige Matas-forretninger.

Kemikalierne indgår i sprængstoffet, og pigen lå også inde med manualer til fremstilling af bomber.

Gallafesten på Sydskolen i Fårevejle løb af stablen 8. januar. Angrebet blev aldrig til noget. Pigen nåede ikke engang frem til at fremstille en funktionsdygtig bombe.

Herefter ændrede pigen planer og udså sig et nyt mål, den jødiske Carolineskole i København. Hun har søgt på skolens navn på nettet, og der er fundet sedler, som handler om skolen.

13. januar blev pigen anholdt, og siden har hun siddet fængslet. Først på den sikrede institution Grenen og siden i Vestre Fængsel. På institutionen stak hun en pædagog ned med et skår fra et knust spejl - det har hun gennem hele sagen erkendt.

Under sagen har pigen forklaret, at hun aldrig havde tænkt sig at føre planerne ud i livet. Der var alene tale om et forsøg på at få opmærksomhed. Men det tror retten ikke på.

- Forklaringen er ikke forenelig med de forberedelseshandlinger, som tiltalte foretog med henblik på fremstilling af sprængstof, og hendes færden på internettet, lyder det fra Peder Christensen.

Retsformanden slår i øvrigt fast, at pigens planer "utvivlsomt" var en overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser.

Senere tirsdag skal anklager Kristian Kirk og forsvarer Mette Grith Stage fremlægge deres påstande om, hvad der vil være en passende straf.

Anklagemyndigheden har allerede meldt ud, at pigen i stedet for en fængselsstraf bør idømmes forvaring, som er en tidsubestemt foranstaltning.

Forvaring kan idømmes i stedet for straf i sager, hvor den dømte anses som meget farlig, og hvor retten anser en tidsubestemt indespærring som nødvendig for at forhindre ny kriminalitet. I dette tilfælde nye planer om terror.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx