Af Ritzau - 06/03-17 13:58; Opdateret: 06/03-17 17:01

Fyrværkeri forklædt som sprængstof udløste nabo-evakueringFyrværkeri forklædt som sprængstof udløste nabo-evakuering

Ammunitionsryddere har fundet fyrværkeri i et hus i Vivild ved Allingåbro. Frygten var, at det var sprængstof.

storybild

Det var fyrværkeri og ikke mere potent sprængstof, der mandag formiddag blev fundet i et hus i Vivild ved Allingåbro i det nordlige Djursland. (Billede: Ritzau)

Det var fyrværkeri og ikke sprængstof, der mandag formiddag blev fundet i et hus i Vivild ved Allingåbro i det nordlige Djursland.

Det oplyser Østjyllands Politi efter en større aktion på stedet.

Fyrværkeriet var lavet på en måde, så det lignede sprængstof. Og det fik politiet til at evakuere naboer til adressen på Korsgårdsvej. Samtidig blev der tilkaldt ekstra mandskab.

- Politiet har nu med assistance fra Forsvarets ammunitionsryddere fastslået, at der var tale om fyrværkeri, som var tilvirket på en måde, så det fremstod som sprængstof, skriver politiet i en meddelelse:

- Det fundne fyrværkeri er blevet fjernet af ammunitionsrydderne og skal nu nærmere undersøges med henblik på at vurdere farligheden af det.

I huset fandt politiet også en jagtriffel, noget ammunition og effekter, som mistænkes at stamme fra indbrud.

Efter fundet af det mulige sprængstof afspærrede politiet et område rundt om adressen. Det var således ikke muligt at passere Langgade øst og vest for indkørslen til Korsgårdsvej.

Beboere i nabohusene blev evakueret af hensyn til deres egen sikkerhed. De er omkring klokken 16.30 alle vendt tilbage til deres hjem.

- De er alle kommet tilbage i deres boliger, siger vagtchef Stig Heidemann, der ikke kan oplyse det præcise antal evakuerede.

En mand er blevet anholdt i sagen.

- Politiet har på stedet anholdt en 48-årig mand. Han sigtes for tilvirkningen af fyrværkeriet, overtrædelse af våbenloven samt flere indbrud i beboelse.

Tidspunktet for grundlovsforhøret er endnu ukendt. Anklageren vil anmode om at få dørene lukket.

Det var i forbindelse med et andet ærinde i huset på Korsgårdsvej, at politiet fandt fyrværkeriet.

Hvilket politiærinde der var tale om, vil Østjyllands Politi ikke oplyse.

Det mulige sprængstof blev fundet klokken 12.18.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx