Af Ritzau - 02/04-17 21:07; Opdateret: 03/04-17 04:03

Folketingets økonomer: Ulighed kan hæmme vækstFolketingets økonomer: Ulighed kan hæmme vækst

Folketingets politikere slås om konklusioner af gennemgang af OECD- og IMF-studier.

storybild

Nogle af de kræfter, der skaber ulighed, er også med til at hæmme væksten, forklarer cheføkonom Las Olsen. (Billede: Scanpix/Kristian Brasen)

Det kan være skidt for væksten, hvis uligheden stiger - i hvert fald hvis den stiger for meget. Sådan lyder en konklusion fra et notat lavet af Folketingets økonomiske konsulenter.

Det skriver Berlingske, der har set det endnu ikke offentliggjorte notat.

I notatet gennemgår konsulenterne de seneste studier fra Verdensbanken (IMF) og den økonomiske organisation OECD. Her kommer de frem til, at de fleste studier viser, at ulighed er skidt for væksten.

Et enkelt studie peger på, at ulighed skal overstige en vis størrelse, før den gør skade for væksten.

Ifølge Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, er det mest interessant at kigge på, hvorfor uligheden stiger.

- Nogle af de ting, der skaber en høj ulighed, kan være, hvis store grupper ikke har en ordentlig uddannelse eller står uden for arbejdsmarkedet, siger han til Ritzau.

- Det gør dem selv fattige, men det gør også samfundet fattigere.

Han peger på, at eksempelvis mange indvandrere ikke er kommet i arbejde.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, føler, at notatet bekræfter partiets argumenter.

- Hvor de før har sagt, at vi var nødt til at vælge mellem øget lighed eller øget vækst, så viser denne forskning, at den modsætning ikke findes, siger han til Berlingske.

Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, ser anderledes på notatet.

Han hæfter sig ved, at IMF's seneste studie viser, at uligheden først bliver en hæmsko, når det overstiger et niveau, som Danmark endnu ikke har passeret.

- Hvis øget lighed førte til eksplosiv vækst, skulle de tidligere østeuropæiske lande have en enormt høj vækst, fordi der var så stor lighed. Men det var ikke tilfældet, siger han til Berlingske.

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos finder det kritisabelt, at der ikke indgår andet end IMF's og OECD's studier i notatet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx