21/11-17 22:01; Opdateret: 22/11-17 01:35

Frank Jensen regner med at fortsætte som overborgmesterFrank Jensen regner med at fortsætte som overborgmester

Siden 2010 har Frank Jensen (S) været overborgmester i København. S har siddet på posten siden 1938.

storybild

Nu hvor stemmerne er givet og valgstederne lukket, siger Frank Jensen (S), at han regner med at fortsætte som overborgmester i København. Scanpix/Mads Claus Rasmussen

København. Nu hvor stemmerne er givet og valgstederne lukket, siger Frank Jensen (S), at han regner med at fortsætte som overborgmester i København.

Og at der er borgmesterposter til De Radikale, SF og Enhedslisten i hovedstaden i den forbindelse.

- Vi arbejder på at få borgmesterposter til Enhedslisten, De Radikale og SF. Det er også med det formål, jeg sidder der, siger Frank Jensen.

København har haft en socialdemokratisk overborgmester, siden posten blev skabt i 1938.

Frank Jensen har siddet siden 2010, og han kan - hvis han genvælges - dermed sidde for en tredje periode.

På vej ind til mødet om konstitueringen på Rådhuset ville Enhedslistens spidskandidat Ninna Hedeager Olsen dog ikke give endeligt afkald på posten som overborgmester.

- Vi har aftalt, at vi går ind og konstituerer os. Vi kommer ikke til at forhandle med jer, siger Ninna Hedeager Olsen til de fremmødte pressefolk.

Spørgsmål: Men eftersom du står her sammen med Frank Jensen, SF og De Radikale, så har I vel sagt, at Frank Jensen får overborgmesterposten?

- Vi kommer ikke til at forhandle med jer, siger Ninna Hedeager Olsen.

I løbet af sommeren blev der spekuleret i, om Enhedslisten kunne fravriste Frank Jensen borgmesterposten i kraft af et stærkt valgresultat. Siden da har SF og De Radikale dog klart peget på Frank Jensen som deres foretrukne overborgmester.

Dermed synes konstitueringen at blive en formalitet. Størst spænding bliver der formentlig om, hvilke borgmesterposter de øvrige partier skal have.

I modsætning til landets øvrige kommuner uddeles der syv borgmesterposter i København, og den øverste borgmester er selvsagt overborgmesteren.

Overborgmesteren åbner også døren for Alternativet:

- Så må vi se, om der er andre, der vil op til os, og mon ikke der er nogen, der ser en interesse i at være med der, hvor tingene har sit afsæt fra?

- Jeg tror, de kommer i løbet af aftenen og banker på vores dør, siger Frank Jensen med klar henvisning til Alternativet.

- Vi har hørt på jer, vi har hørt, hvad I har at sige. Vi har også lyttet til, at I gerne vil arbejde på nye måder med politik. Det vil vi gerne lytte til, og vi vil gerne være med til at prøve det, siger han.

SF's spidskandidat Sisse Marie Welling gør det klart, at hun står bag Frank Jensen:

- Vi går efter at genvinde vores borgmesterpost, og det håber vi meget, at de københavnske vælgere giver deres opbakning til, siger Sisse Marie Welling.

De Radikales beskæftigelsesborgmester og oprindelige spidskandidat, Anna Mee Allerslev, trådte midt i valgkampen tilbage efter sagen om gratis brug af rådhuset til sit bryllup.

Partiets nye spidskandidat Mia Nyegaard står til en borgmesterpost, hvis Frank Jensens konstitueringsplan holder. Hun er tilfreds med partiets valgkamp trods de indledende problemer:

- Nu har vi stået sammen i tre uger som et hold. Vi har talt politik. Vi har talt om en grøn bæredygtig dagsorden.

- Vi har talt om erhvervsliv og bandepakker, grøn dagsorden, bandepakker. Nu sætter vi os op til forhandlingsbordet, og så tager vi den derfra, siger Mia Nyegaard.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx