21/09-13 08:49; Opdateret: 21/09-13 09:34

Så' det slut: Restauranter forbyder mobilenSå' det slut: Restauranter forbyder mobilen

Restauranter og caféer forbyder gæsterne at tale i mobiltelefon og benytte bærbare computere.

storybild

Restauranter og caféer forbyder gæsterne at tale i mobiltelefon og benytte bærbare computere. (Billede: Polfoto)

Sluk mobilen og lad den bærbare computer blive i tasken. Nyd i stedet serveringen og de mennesker, som du er i selskab med.

Caféer og restauranter er så trætte af gæster, som har travlt med at tale i telefon og tjekke beskeder, at de indfører forbud mod mobiler og laptops.

LÆS OGSÅ: Denne telefon har 25 dages batterilevetid

På Svinkløv Badehotel i Nordjylland siger indehaver Lise Emborg, at hendes gæster kommer for at finde ro, og det er svært, hvis det bimler og bamler rundt om ved bordene i hotellets restaurant. Derfor fortæller et skilt på døren, at det ikke er tilladt at tale i mobiltelefon.

- Jeg er selv meget nærtagende med lyde og gider ikke lægge øre til 117 forskellige ringetoner. Samtidig hjælper vi gæsterne til ikke hele tiden at synes, de skal holde sig opdateret, siger Lise Emborg.

Engang imellem sker det alligevel, at en telefon ringer, og så får gæsten besked om at gå udenfor.

Hos Enghave Kaffe på Vesterbro i København har det siden ugens begyndelse været forbudt at medbringe bærbare computere. Cafeens ejer, Allan Schøneberg, havde ellers udstyret den nyåbnede café med ekstra mange stikkontakter.

LÆS OGSÅ: Date stjal mobil fra nærig eller flad kvinde

- Men da jeg en dag så, at der sad ni mennesker med hver sin laptop, kunne jeg mærke i maven, at det ikke var det, jeg havde drømt om. Der var jo ingen at tale med, for de sad begravet bag skærmen - nogle endda med hovedtelefoner, siger Allan Schøneberg.

Casper Christensen siger også nej
I Casper Christensen og Simon Lennets restaurant Congo og på deres natklub Simons i København er det af tekniske årsager ikke muligt at tale i mobiltelefon, og det er indehaverne glade for.

- Folk går i byen for at spise, feste og møde nye mennesker. Det gør du ikke, hvis du sidder og kigger ned i din Iphone 5 hele natten. Telefonen bliver nemt et skjold, man kan tage op, hvis man keder sig eller er genert, siger Simon Lennet.

På værtshuset Cykelstalden ved Østerport Station besluttede ejeren, Mogens Pedersen, for flere år siden, at gæsterne ikke må tale i mobiltelefon, og det har han ikke fortrudt.

- Vi indførte forbuddet, fordi en del gæster klagede over, at de skulle lægge øre til alt muligt ligegyldigt pis. Når man er på værtshus, er det meningen, at man skal tale sammen og ikke i telefonen, siger han

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx