Af Ritzau - 26/03-17 22:36

SF vil give forældrene retten til at afgøre skolestartSF vil give forældrene retten til at afgøre skolestart

Beslutningen om, hvornår børn skal starte i skole, skal tilbage til forældrene, mener SF.

storybild

Forældrene skal afgøre, hvornår deres barn skal starte i skole, mener SF. (arkivfoto) (Billede: Free)

Forældrene er de bedste til at afgøre, hvornår deres barn er parat til at starte i folkeskolen. Det mener SF, der vil ændre loven, så det ikke længere er kommunen, der træffer valget.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Jeg frygter, at det er blevet en spareøvelse for kommunerne, fordi det er billigere at lade børnene begynde i skole.

- Det er tosset at tro, at alle børn kan begynde i skole i det år, de fylder seks år. Lad igen forældrene være herre over, hvornår børnene er klar, siger SF's skoleordfører Jakob Mark til avisen.

Loven blev ændret i 2009, så det ikke længere var forældrenes valg, om deres barn skulle udskyde skolestart med et år. Ifølge Jyllands-Posten er andelen af børn, der får udskudt skolestarten, faldet fra 25 procent til 10 procent siden da.

- De fleste forældre vil da gerne have, at deres børn starter i skole sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi skal bare igen lytte til de forældre, som mener, at deres børn har behov for at vente et år, siger Jakob Mark.

Hos Børne- og Kulturchefforeningen, foreningen for chefer i kommuner med ansvar inden for folkeskolen, er man enig i, at reglerne bør laves om. Men ikke i at give forældrene hele beslutningskompetencen.

- I dag er det i for høj grad en ensidig og meget streng forvaltningsbeslutning, hvor der ikke altid bliver taget konkret stilling til den enkelte sag. Vi så derfor gerne, at det blev en mere fleksibel proces, siger formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Jan Henriksen.

Politikerne med magt til at ændre loven er dog ikke åbne for, at den bliver ændret.

Undervisningsminister Merete Riisager fortæller til Jyllands-Posten, at beslutningen allerede nu skal ske i samarbejde med forældrene.

- Det samarbejde synes jeg understøttes fint med en god balance i den nuværende lovgivning, hvor der er mulighed for at udskyde skolestart, men hvor det samtidig kræver en særskilt beslutning baseret på en faglig vurdering, skriver hun til avisen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx