Af Ritzau - 01/05-17 14:31; Opdateret: 01/05-17 16:46

Gymnasie må gerne forbyde elever at bede i skoletidenGymnasie må gerne forbyde elever at bede i skoletiden

Det var ikke ulovlig forskelsbehandling, da et gymnasie indførte et forbud mod at bede i skoletiden.

storybild

Det er i orden, at et gymnasie forbyder sine elever at bede i skoletiden. Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Det er i orden, at et gymnasie forbyder sine elever at bede i skoletiden.

Det har Ligebehandlingsnævnet netop afgjort i en principiel sag.

Ifølge Jyllands-Posten er der tale om H.C. Ørsted Gymnasiet på Frederiksberg.

Her besluttede ledelsen i sommeren 2015 at forbyde skolens elever at udføre religiøse ritualer, herunder islamisk bøn, på skolens område, skriver avisen.

Det fik en elev på skolen, der er muslim, til at klage til Ligebehandlingsnævnet, og nu har nævnet afgjort, at skolen havde ret til indføre forbuddet.

Beslutningen blev truffet på et møde med deltagelse af en formand og fire nævnsmedlemmer.

Forbuddet blev oprindeligt indført, da skolen erfarede, at der i forbindelse med konkrete episoder, hvor elever bad på skolen, var opstået "uro, konflikter og utryghed".

- Det var nævnets vurdering, at ordensreglernes forbud mod udøvelse af religiøse ritualer er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et trygt læringsmiljø med klare rammer, der tilgodeser elevers og ansattes forskellighed, står der i Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

Ifølge sekretariatschef i Ligebehandlingsnævnet Susanne Fischer kan der ikke drages endelige konklusioner om bøn i skoletiden på baggrund af afgørelsen.

Men den giver et bud på, hvordan forbuddet mod forskelsbehandling på grund af tro og religion skal fortolkes.

- Det principielle i afgørelsen kan siges at være, at Ligebehandlingsnævnet og domstolene har afgjort ganske få sager om forskelsbehandling på grund af religion og tro. Samtidig har nævnet ikke tidligere taget stilling i lignende situationer, så afgørelsen vil nu være en del af nævnets praksis på området, skriver hun i en mail.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx