31/10-17 21:14

Partier vil afskaffe hurtig skilsmissePartier vil afskaffe hurtig skilsmisse

DF vil tilbagerulle lov, der gør en hurtig skilsmisse mulig. Andre partier er villige til at se på forslaget.

storybild

I 2013 afskaffede et politisk flertal den tvungne separationsperiode på seks måneder ved alle skilsmisser. Free/Colorbox

København. Det skal ikke længere være muligt at blive skilt med et par klik, en digital underskrift og 420 kroner.

Det mener Dansk Folkepartis formand, som i Jyllands-Posten kaster sig ind i den afsluttende fase af forhandlingerne om en kommende lovpakke på skilsmisseområdet.

- Når man har truffet en meget fundamental beslutning om at blive gift, bør man også bruge tid på at reflektere, før man ophæver ægteskabet igen, siger Kristian Thulesen Dahl.

I 2013 afskaffede et politisk flertal den tvungne separationsperiode på seks måneder ved alle skilsmisser.

Ændringen vil DF nu tilbagerulle - som minimum for børnefamilier "af hensyn til børnene".

Indgår det ikke i en endelig aftale, har partiformanden "meget svært" ved at se DF lægge stemmer til.

Også Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, åbner for at genindføre en separationsperiode, som partiet ellers var med til at afskaffe.

- Jeg bider en lille smule på de argumenter, som handler om, at det er meget hurtigt, man i dag skal tage stilling til nogle bestemte ting omkring børnene. For eksempel skal man inden for fem hverdage afgøre, hvem der skal være bopælsforældre, siger hun til Jyllands-Posten.

Pernille Rosenkrantz-Theil understreger dog, at hun ikke ønsker "den gamle separationsperiode" tilbage én til én.

Regeringen går ikke ind for en tvungen separation, men internt er de tre partier uenige.

De Konservative går "i bund og grund" ind for at genindføre den tvungne separation, som socialordfører Orla Østerby (K) formulerer det.

Laura Lindahl (LA) fastholder, at Liberal Alliance ikke ønsker en sådan.

Alligevel åbner hun en dør på klem for DF. LA vil kigge på at lægge en tænkeperiode ind, når det kommer til beslutninger, der vedrører børnene, siger hun.

Venstre er ifølge partiets socialordfører, Carl Holst, villig til at diskutere DF's forslag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx