Af Ritzau - 30/06-17 09:39

Gods på Djursland klar med cannabis til sygeGods på Djursland klar med cannabis til syge

Danish Cannabis satser på at være klar med medicinsk cannabis. Planterne skal dyrkes på et hemmeligt sted.

storybild

Danish Cannabis, et datterselskab til Møllerup Gods på Djursland, siger at hvis det går som forventet, så kan selskabet levere den første cannabis, når forsøgsordningen med cannabis til medicinsk brug træder i kraft 1. januar. (Billede: Scanpix/Miguel Medina/arkiv)

Sklerosepatienter og andre alvorligt syge slipper for at dulme deres smerter med cannabis dyrket i udlandet.

Dagen efter at regeringen besluttede at tillade dyrkning af medicinsk cannabis i Danmark, melder det første danske selskab, at det står klar.

Danish Cannabis, et datterselskab til Møllerup Gods på Djursland, siger at hvis det går som forventet, så kan selskabet levere den første cannabis, når forsøgsordningen med cannabis til medicinsk brug træder i kraft 1. januar.

- Der er stadig mange ubekendte, blandt andet en række sikkerhedshensyn, men ambitionen er at være klar i januar, siger direktør i Danish Cannabis Lars Thomassen.

Stik imod forventningen besluttede regeringen torsdag at ændre de regler, der i dag gør det forbudt at dyrke euforiserende cannabis i Danmark.

Dermed bliver det ikke nødvendigt for myndighederne at indkøbe cannabis i udlandet, herunder Holland, sådan som det oprindeligt var planlagt.

Det til stor glæde for Danish Cannabis, der havde opgivet Danmark og i stedet har arbejdet på at få mulighed for at producere i udlandet.

- Nu kan det så blive i Danmark, og det er jo fantastisk. Det gør det hele meget lettere, siger Lars Thomassen, der, ud over at levere til danske patienter, satser på eksport.

- Vi kan blive Europas førende leverandør af medicinsk cannabis, siger han.

Møllerup Gods har i forvejen er stor produktion af industrihamp, men da sikkerhedskravene til medicinsk cannabis er høje, så kan produktionen ikke foregå på marker.

- Dyrkningen vil ske i drivhuse eller i andre lukkede faciliteter. Det vil blive på et hemmeligt sted under de korrekte kliniske forhold, siger Lars Thomassen.

Dyrkning i Danmark kræver en lovændring, ændringer i bekendtgørelser samt oprettelse af et særligt kontor i Lægemiddelstyrelsen i henhold til FN's konventioner på narkotikaområdet.

Først når det er sket, kan Danish Cannabis, og andre der ønsker at dyrke medicinsk cannabis, komme i gang.

Cirka 1500 personer i Danmark menes at kunne blive omfattet af ordningen, som i første omgang skal være et fireårigt forsøg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx