Af Ritzau - 03/06-17 14:05; Opdateret: 03/06-17 15:12

50-årig affyrede selv skud før han blev skudt af politi50-årig affyrede selv skud før han blev skudt af politi

Ifølge sigtelsen mod en mand, der fredag blev skudt af politiet i København, skød han selv mod politiet.

storybild

En 50-årig mand affyrede selv skud mod politiet, før han blev ramt i skulderen og låret af skud fra politiet. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

En 50-årig mand, som fredag aften blev skudt og såret af politiet i København, affyrede selv skud mod politiet.

Det kom frem lørdag eftermiddag, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor han er sigtet for trusler mod tjenestemand.

Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage.

Hidtil har det været oplyst, at manden trak en pistol, hvorefter politiet trak våben og affyrede flere skud mod ham.

Men ifølge sigtelsen, som blev læst op i byretten, viftede manden med en pistol og affyrede skud på kort afstand mod betjentene.

Dørene til retten blev lukket, efter at sigtelsen var blevet læst op.

Grundlovsforhøret foregik, uden at den 50-årige var til stede. Han er stadig indlagt, efter at han blev skudt af politiet.

Så snart han er frisk nok til at møde op i retten, vil der blive holdt et nyt retsmøde, hvor han får lejlighed til at komme med sin forklaring.

Episoden fandt sted ved 17.30-tiden nær Tivoli på H.C. Andersens Boulevard ved Stormgade i det indre København.

Her skød politiet ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) manden i skulderen og i låret.

DUP skal som altid, når politiet har brugt deres tjenestevåben, undersøge omstændighederne.

Den 50-åriges tilstand beskrives lørdag som stabil, og han er uden for livsfare.

Vidner fortæller til Ekstra Bladet, at der blev affyret op mod seks skud. Hverken politiet eller DUP vil dog oplyse, hvor mange skud betjentene affyrede.

- Det er noget af det, som vores undersøgelser skal afdække, men så langt er vi slet ikke endnu, siger kontorchef Charlotte Storgaard fra DUP.

Mandens motiv er stadig ukendt, men ifølge politiet er der ingen tegn på, at det skulle have noget at gøre med terror.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx