Af Ritzau - 30/03-17 08:04; Opdateret: 30/03-17 09:12

For høj fart er ofte skyld i motorcyklisters dødsulykkerFor høj fart er ofte skyld i motorcyklisters dødsulykker

Når Bakken nord for København åbner torsdag er det samtidig startskud til motorcykelsæsonen.

storybild

Tusindvis af motorcykler samles på Nørrebro for at deltage i optog til Bakken i anledning af forlystelsesparkens åbning. Det er en anledning til at minde både motorcyklister og bilister om at passe på i trafikken. Her et billede fra 2015. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Mathias Bojesen)

Når foråret for alvor springer ud, kommer motorcyklerne frem fra en vinter i garagen.

Og med Bakkens åbning torsdag bliver sæsonen for motorcykler skudt i gang. I den forbindelse advarer Rådet for Sikker Trafik og Haverikommissionen både motorcyklister og andre trafikanter om at passe ekstra på.

Sidste år steg antallet af dræbte motorcyklister med 37 procent i forhold til året før. Det viser de foreløbige tal for Vejdirektoratet.

Særligt gashåndtaget skal motorcyklisterne være varsomme med.

En gennemgang af ulykkerne fra 2011 til 2015, som Vejdirektoratet har lavet, viser, at motorcyklerne kørte for stærkt i næsten otte ud af ti dødsulykker.

Samtidig opfordres bilisterne til at holde ekstra øje med deres medtrafikanter, der har været væk fra vejene i nogle måneder.

- Det er et gennemgående træk ved ulykkerne, at motorcyklisterne bliver overset, siger Mette Fynbo, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, og uddyber:

- Motorcyklisterne er rigtig svære at se i trafikken. De fylder ikke meget i gadebilledet, og når man kigger ud i horisonten, er det kun en lille prik. En del af dem kommer også i meget høj fart, og det gør det endnu sværere for bilisterne at opdage motorcyklisterne.

Fra 2011 til 2015 har 85 personer på motorcykel mistet livet i trafikken. De foreløbige tal viser, at 26 motorcyklister blev dræbt i ulykker i løbet af 2016.

Derfor er det vigtigt at gøre noget for at modvirke ulykkerne, lyder det fra Mette Fynbo.

- Motorcyklisterne kan lade være med at køre så stærkt, og så skal de gøre sig selv synlige, så det bliver lettere at se dem.

- Bilisterne skal være ekstra opmærksomme og se sig grundigt for, for nu er det forår, og det betyder, at motorcyklerne kommer på gaden.

Det er oftest unge og midaldrende mænd, der omkommer i ulykker med motorcykler.

Ifølge Vejdirektoratet skal man tilbage til før 2011, før man finder et tilsvarende højt dødstal som i 2016.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx