11/09-17 06:02

Flere børn køber bolig til deres forældreFlere børn køber bolig til deres forældre

Der kan være økonomiske fordele for alle parter i et omvendt forældrekøb, hvor voksne børn køber en bolig til deres forældre.

storybild

Du skal ikke købe en lejlighed til dine forældre, hvis det kun er med økonomi for øje. Boligpriserne kan nemlig svinge meget - særligt i København og de store byer, siger to boligrådgivere. Free/Colourbox

København. Det er ikke kun forældre, der køber en storbylejlighed til deres børn, når børnene skal studere.

Voksne børn er også i stigende grad begyndt at købe lejligheder og rækkehuse til deres forældre.

52 procent af Nyboligs mæglere oplever det omvendte forældrekøb som en stigende tendens, og det samme gør Michael Christensen, der er uvildig boligrådgiver hos Boligraadgiver.dk.

- Hvis forældrene ikke har den store pensionsopsparing, og børnene har en fornuftig indtægt, så er det en fin måde at hjælpe sine forældre på, siger han.

Hvis voksne børn vil købe en bolig til deres forældre, kræver det typisk, at børnene har en høj indtægt eller friværdi i deres bolig.

Og er det økonomiske råderum til stede, kan et omvendt forældrekøb være en fornuftig forretning.

Skattereglerne betyder nemlig, at det voksne barn ikke skal betale ejendomsværdiskat, og dertil kommer et højere fradrag for renteudgifter.

Samtidig kan barnet fratrække en række udgifter til for eksempel vedligeholdelse, vand, renovation og eventuelle fællesudgifter til ejerforeningen fra i topskatten.

Det gør det billigere for forældrene at bo i huset eller lejligheden, end hvis de selv havde ejet boligen. Samtidig kan forældrene være berettigede til boligsikring.

Den største risiko for børnene er, at boligen falder markant i værdi, og derfor skal man lade være med at lave et omvendt forældrekøb kun med økonomi for øje, siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

- Man skal gøre det, fordi man har lyst til at række sine forældre en hjælpende hånd. Især hvis man ikke har intentioner om at finde en ny lejer, den dag forældrene ikke er der længere, siger hun.

Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk mener heller ikke, voksne børn skal stirre sig blinde på de økonomiske fordele ved et omvendt forældrekøb.

- Boligmarkedet går op og ned, så man skal ikke købe en bolig med spekulation for øje, men fordi man vil hjælpe sine forældre, siger han.

Endelig skal man være helt sikker på, at forældrene har lyst til at flytte i en lejlighed, som deres børn ejer. For det kan være anderledes at bo til leje, hvis man har været boligejer hele sit liv, siger Lise Nytoft Bergmann.

Det er også vigtigt at tage en grundig snak om, hvad børn og forældre forventer af hinanden i forhold til vedligeholdelse af boligen.

- På den måde risikerer børnene ikke, at de, ud over at række deres forældre en hjælpende hånd, også føler, at de har fået en malertjans, siger Lise Nytoft Bergmann.

Fakta: Sæt lejen rigtigt

- Før du fastsætter, hvad dine forældre skal betale i leje, er det vigtigt at undersøge lejeniveauet i området.

- Du må hverken fastsætte lejen for højt eller for lavt.

- Sørg også for at udarbejde en lejekontrakt. Ellers kan forældrene ikke søge boligsikring.

- Hvis du er i tvivl om, hvad huslejen skal være, kan du på huslejenaevn.dk finde kendelser fra lokale huslejenævn over hele landet.

Kilder: Lise Nytoft Bergmann, Boligejernes Videncenter Bolius.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx