Af Ritzau - 14/12-16 11:52; Opdateret: 14/12-16 15:36

Løkke: Rusland må forstå sit ansvar for krigen i SyrienLøkke: Rusland må forstå sit ansvar for krigen i Syrien

Statsministeren kalder situationen i Aleppo forfærdelig og håber på internationalt pres på Rusland.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer FN til at løse konflikt i Syrien. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Krigen i Syrien kalder på en fordømmelse, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Han mener, at Rusland, som hjælper den syriske regeringshær, skal påtage sig ansvaret for at finde en løsning.

- Det er nogle forfærdelige overgreb og den mest brutale form for krigsførelse, hvor uskyldige børn og kvinder går tabt. Det skal fordømmes på det skarpeste.

- Der findes en anden form at føre krig på, hvor man tager større hensyn til civilbefolkningen, siger Løkke.

Meldingen kommer, efter at der onsdag morgen blev rapporteret om et nyt bombardement mod storbyen Aleppo, selv om de stridende parter ellers indgik en aftale om våbenhvile og evakuering af civile fra den syriske millionby.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har over for TV2 News udtalt, at situationen er "uløselig".

Men ifølge Løkke er det ikke helt det, udenrigsministeren siger.

- Jeg hører udenrigsministeren sige, at der, man skal adressere det her, er i FN's Sikkerhedsråd, hvor vi i nat så Rusland blokere.

- Rusland er nødt til at forstå, at de har en særlig grad af ansvar for at finde en løsning. Men det er rigtigt, at det er ikke en løsning, vi kan udvirke på Christiansborg. Det er i FN's Sikkerhedsråd, siger Løkke:

- Denne sag løses ikke i det danske folketing med et selvstændigt dansk initiativ. Sagen skal adresseres i FN.

- Det er derfor, vi har en verdensorganisation og et sikkerhedsråd, som lige nu viser sin svaghed ved, at visse lande er udstyret med et veto. Men sådan er reglerne. Derfor skal vi presse på over for Rusland, siger Løkke.

Konflikten i Syrien, der begyndte i 2011, har kostet tusindvis af civile livet.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, anslår, at der ved årets udgang vil være flere end otte millioner syrere internt fordrevet i landet.

Mere end fire millioner syrere anslås at være flygtet ud af landet.

Andre kilder sætter tallet for internt fordrevne lidt lavere.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx