05/10-17 05:03

Studerende indtager fem større byer i protestaktionStuderende indtager fem større byer i protestaktion

For tredje år i træk kalder Uddannelsesalliancen torsdag til protestaktioner mod nedskæringer på uddannelser.

storybild

København. Tusinder af unge går torsdag eftermiddag på gaden fem steder i landet, fordi de er vrede over udviklingen på deres uddannelser.

Bag demonstrationerne står 40 foreninger og forbund i sammenslutningen Uddannelsesalliancen, der ifølge talsperson Sana Mahin Doost er dybt bekymrede og frustrerede.

- Vi er utilfredse med, at vi kan se, at vores uddannelser bliver forringet år for år.

- Helt konkret kan vi se, at lærerne løber stærkere, har dårligere tid til vejledning og at der mangler værktøj på værkstederne på erhvervsuddannelserne, siger hun.

Kernen i de unges frustration er det omstridte omprioriteringsbidrag, der betyder, at uddannelsesinstitutioner bliver beskåret med to procent om året.

Det vil frem til 2020 betyde nedskæringer for knap 15 milliarder kroner, har Uddannelsesalliancen regnet sig frem til.

Uddannelsesminister Søren Pind (V) har ikke haft tid til et interview om sagen.

Af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget tirsdag fremgik det dog, at regeringens regnestykke ser helt anderledes ud.

- I disse år bruger vi flere penge på uddannelse end nogensinde. Mere end 30 milliarder kroner alene til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Det er en stigning på 30 procent over ti år, sagde statsministeren.

Det er sådan set ikke forkert, men stigningen i udgifterne skyldes, at der kommer markant flere unge ind på uddannelserne.

Dermed er problemet ifølge Uddannelsesalliancen, at der trods stigende udgifter reelt bliver færre penge per studerende.

- Så runger det altså hult og er en skændsel, når man lægger det frem, som om der bliver satset på uddannelse, siger Sana Mahin Doost.

Samme frustration over det "politiske spin" har Annette Nordstrøm Hansen, formand i Gymnasieskolernes Lærerforening.

Ifølge hende har nedskæringerne haft den direkte konsekvens, at der nu er 1100 færre gymnasielærere i forhold til sidste år.

- Vi har altid haft en ambition om, at næste generation var bedre uddannet end den foregående, men det er vi ved at sætte over styr i øjeblikket, siger hun.

I regeringspartiet Liberal Alliance mener man, at uddannelserne godt kan spare, uden at det går ud over forskning og undervisning.

- Overalt i den private sektor er man vant til at kigge kritisk på sin produktivitet og forbedre den. Der er offentlige ledere måske ikke vant til at se på produktiviteten på samme måde, siger uddannelsesordfører Henrik Dahl (LA).

Demonstrationerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Rønne starter alle klokken 16.00.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx