07/09-17 11:39; Opdateret: 07/09-17 13:41

DF går uden om regeringen med finansiering til togfondenDF går uden om regeringen med finansiering til togfonden

Regeringen skal i finansloven igen afsætte penge til togfonden, som regeringen ikke er tilhænger af.

storybild

København. Et flertal uden om regeringen vil bruge to milliarder kroner yderligere til at udvide togfonden, der skal sikre bedre kollektiv trafik.

Bag aftalen står Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Radikale og SF.

Partierne finder pengene i aftalen om "bedre og billigere kollektiv trafik", der blev indgået af samme forligskreds i 2012.

- Der er bred politisk opbakning til det, vi nu lægger frem, som sikrer, at togfondens fase 1 kan gennemføres.

- Vi forventer, at regeringen vil indrette sig efter det. Der er et flertal i Folketinget, der i dag, hvor vi behandler finansloven første gang, sender et meget klart budskab, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Han hentyder til, at opmærksomheden fjernes fra debatten om regeringens finanslovsforslag og flyttes til udspillet om kollektiv trafik.

Sidste år fik partierne uden om regeringen dele af togfonden med på finansloven, og samme scenarie udspiller sig altså igen i år.

Interessant er især DF's rolle. Regeringens støtteparti er i modsætning til de tre regeringspartier - Venstre, Liberal Alliance og De Konservative - med i togfonden.

- Det her er en hjælp til regeringen. Der har vist sig at være nogle fordyrelser, lyder det fra DF's transportordfører, Kim Christiansen.

Han afviser blankt, at det sender et signal, at udspillet fremlægges i Socialdemokratiets gruppeværelse samme dag, som regeringens finanslovsforslag debatteres.

- Det kan være, Nicolai har haft en tanke med det, så snu er jeg ikke, siger Kim Christiansen.

Partierne er også enige om en nordlig linjeføring på Vestfyn, som går uden om byen Skallebølle, selv om det er over 400 millioner kroner dyrere.

Det går imod Vejdirektoratets anbefaling fra kort før jul, men skåner skolen og syv til otte huse.

Ved at tilføre ekstra to milliarder kroner sikres finansiering af projekterne i togfondens fase 1. I den fase indgår blandt andet at sikre timedrift med tog mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Med de nye midler har togfondens fase 1 i alt godt 15 milliarder kroner.

Finansminister Kristian Jensen (V) slår fast, at regeringen er imod togfonden.

- Det er en aftale, der er blevet indgået for noget tid siden. Men det ændrer ikke på, at vi er modstandere af, at man skal investere mange milliarder på, at folk kan spare ganske få minutter, siger han til TV2.

- Vi mener i stedet, man skal investere nogle flere penge i at rette nogle spor ud og tage de små lette løsninger i forhold til at få en hurtigere kollektiv transport i Danmark, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx