06/08-17 11:20; Opdateret: 06/08-17 11:40

S-formand langer ud efter regeringen i bandekonfliktS-formand langer ud efter regeringen i bandekonflikt

Regeringen har været for passiv i den københavnske bandekonflikt, mener Mette Frederiksen (S).

storybild

Bandekonflikten i København er eskaleret til uhørt niveau, mener formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen. Scanpix/Ida Marie Odgaard/arkiv

København. I løbet af den seneste uge har der været fem skyderier i hovedstaden, hvor to tilfældige mænd blev ramt af skud.

Bandekonflikten i København er eskaleret til et uhørt niveau, mener formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen.

Hun kritiserer regeringen for at være passiv i konflikten.

- Vi ser en bandekonflikt, der er eskaleret til et niveau, der er helt uhørt. Og som jo kan have fatale konsekvenser.

- Vi ser en for stor grad af passivitet fra regeringen og fra Venstres side. Jeg synes selvfølgelig, at det er bemærkelsesværdigt, at man bruger sin taletid på at skælde ud på politiet, siger hun med henvisning til udtalelser fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Han kritiserede lørdag Rigspolitiet for ikke at have informeret ordentligt om konflikten.

Mette Frederiksen opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indkalde til et møde.

- Christiansborg bliver nødt til at reagere. Og jeg synes, at det er statsministeren, der skal sætte sig i spidsen for det, siger hun.

I mødet skal politiet, borgmestre fra de byer, der er berørt af bandekonflikten, og partilederne ifølge Mette Frederiksen deltage.

- Så må vi i fællesskab se på, hvad der er af nye penge og ressourcer, så vi kan få stoppet den her bandekonflikt, siger hun.

Statsministeriet henviser til justitsministeriet. Justitsminister Søren Pape (K) varslede lørdag, at de politiske partier bag politiforliget vil blive indkaldt til et møde i næste uge.

Det var fredag eftermiddag og natten til lørdag, at to helt tilfældige unge mænd blev ramt af skud på Nørrebro og i Tingbjerg i København.

Det fik Københavns Politi til at advare unge mænd, der færdes i de områder, og som ikke har noget med bander at gøre, til at passe på sig selv.

Lørdag luftede Mette Frederiksen sine fem bud på, hvordan banderne kunne stækkes. De indebar blandt andet forslag om at gøre det strafbart for bander at rekruttere unge under 18.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx