Af Ritzau - 08/05-17 11:15; Opdateret: 08/05-17 11:59

Landsret frifinder Esbjerg Kommune i misbrugssagLandsret frifinder Esbjerg Kommune i misbrugssag

Tre piger krævede i alt 150.000 kroner fra Esbjerg Kommune, fordi de var blevet sexmisbrugt.

storybild

Esbjerg Kommune skal ikke betale erstatning til tre piger, der blev udsat for seksuelle misbrug, mener Vestre Landsret. (Billede: Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

Esbjerg Kommune skal ikke betale erstatning til tre piger, der blev udsat for seksuelle misbrug. Kommunen klandres ikke for manglende indgriben.

Det oplyser Vestre Landsret i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Pigerne krævede hver 50.000 kroner i erstatning fra kommunen for ikke at have grebet ind og sat en stopper for sexkrænkelserne.

Synspunktet fra pigerne og deres advokat, Helle Hald, var, at Esbjerg Kommune krænkede deres rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel tre.

Det gjorde de, fordi de mente, at kommunen ikke havde "iværksat effektive og relevante foranstaltninger efter serviceloven med henblik på at forhindre gerningsmandens overgreb", lyder det i dommen.

Esbjerg Kommune har hele tiden afvist kravet om erstatning. Man henholdt sig til, at kommunen var udfordret i årene efter kommunalreformen.

Desuden har kommunen forklaret, at man undergik en større omstrukturering.

Men pigerne og deres advokat har i sagen ikke ment, at den undskyldning var holdbar.

Alene i 2008 kom der fire underretninger fra den lokale skole.

Underretningerne handlede blandt andet om, at flere veninder til gerningsmandens datter ikke brød sig om at komme i Esbjergmandens hjem.

Her blev veninderne bedt om at tage tøjet af, så faren kunne "kilde dem".

Landsretten skriver dog i dommen, at kommunen har skortet på tilsynet og undersøgelser af forholdene hos gerningsmandens egen familie.

Det er første gang, at ofre for seksuelt misbrug lægger sag an mod en dansk kommune med krav om erstatning.

Pigerne blev i henholdsvis 2007, 2008 og i 2010 udsat for overgreb af manden, som af medierne blev døbt Esbjergmanden.

Esbjergmanden blev i 2011 idømt syv års fængsel for vold og seksuelle overgreb mod i alt otte børn.

Han fik i 2014 en tillægsstraf på to et halvt år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx