Af Ritzau - 15/06-17 16:30; Opdateret: 15/06-17 17:00

De Radikale efterlyser en uddannelsesrevolutionDe Radikale efterlyser en uddannelsesrevolution

Morten Østergaard oplever, at folk med længere uddannelser bliver hængt ud, og efterlyser en revolution.

storybild

Den Radikale leder Morten Østergaard skoser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for ikke at tage ansvar. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Fra hovedscenen på Folkemødet på Bornholm lancerer politisk leder Morten Østergaard (R), hvad han kalder en "uddannelsesrevolution".

Uddannelsespolitik er De Radikales mærkesag, og Morten Østergaard oplever, at der bliver skabt "falske fjendebilleder" i debatten om uddannelse.

Akademikere er ikke tyranner, lyder det.

- Udfordringen er da ikke, at for mange har taget en uddannelse i Danmark. Men snarere, at for mange ikke har. Vis mig det samfund i verden, hvor folk ved for meget. Det findes ikke, siger han.

Han henviser til lavtuddannedes bekymringer for, at robotterne vil stjæle deres job.

I den situation skal politikere holde sig for gode til at bilde de lavtuddannede ind, at det er dem, der har taget en uddannelse, der har taget røven på dem.

- Det, vi har brug for, er at forny vores syn på uddannelse i Danmark. Ja, vi har slet og ret brug for en uddannelsesrevolution, siger Morten Østergaard.

Helt konkret foreslår De Radikale en længere række tiltag.

Blandt andet skal karakterer i 1.g droppes, studiestartbonus skal væk, der skal gøres op med bevillingssystemet, og så skal det være slut med kun at optage via karaktergennemsnittet.

I dagens udgave af Politiken skoser Morten Østergaard Socialdemokratiet og rækker hånden ud til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

Han oplever, at kløften er blevet dybere blandt de to tidligere regeringspartnere, og beskylder Folketingets største parti for at bedrive "socialdemokratisk uddannelsesrindalisme".

Østergaard hæfter sig særligt ved, at Søren Pind har brugt sin tid som uddannelsesminister til at tale om respekten for viden, kvalitet i uddannelser og dannelse.

Han skoser også Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for ikke at tage ansvar.

- Siden jeg sidst stod på denne scene, har det desværre knebet med både viljen, optimismen og sammenholdet i dansk politik. Den dominerende mærkesag er blevet: "Lad være".

- "Lad være"-partierne har skabt en alliance om ting, der ikke skal ske. Men er det rigtigt? Får vi styr på flygtningekrisen, klimaudfordringerne og globaliseringens bagside ved bare at lade være?

- Så Kære Mette og Kristian: kom op af sofaen, ud i virkeligheden og ind i fremtiden, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx