Af Ritzau - 27/12-16 05:00

Tre søstre kræver som de første kommunal erstatningTre søstre kræver som de første kommunal erstatning

I årevis blev en søskendeflok misbrugt af deres plejefar. De forsøger at få Slagelse Kommune dømt.

storybild

Østre Landsret skal tage stilling til, om Slagelse Kommune kan drages til ansvar for, at tre søskende i slutningen af 1990'erne blev misbrugt af deres plejefar. Pigerne kræver hver 300.000 kroner i erstatning. Sagen er den første af sin slags i Danmark. Arkiv (Billede: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen)

Tønder, Rebild, Skælskør, Bornholm og Brønderslev.

Listen over børn og unge, som lever med følgerne af en opvækst med vold, omsorgssvigt og seksuelt misbrug er lang.

Mens gerningsmændene er dømt, har det hidtil været omkostningsfrit for kommunerne ikke at gribe ind i tide.

Det kan en række sager, hvor misbrugte børn kræver erstatning fra kommunen, være på vej til at ændre.

Som de første vil tre søstre til marts i Østre Landsret have rettens ord for, at den daværende Skælskør Kommune (nu Slagelse) svigtede dem, da de som børn var anbragt i en plejefamilie.

Sagens udfald kan ifølge Børns Vilkår få afgørende betydning for fem andre sager, hvor børn og unge i 2017 vil kræve erstatninger af deres hjemkommune ved domstolene.

- Dommen er vigtig, fordi den vil give et kraftigt fingerpeg om, hvorvidt det er muligt med tilbagevirkende kraft at føre den slags sager mod kommunerne, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.

De tre søstre, som i dag er i 20'erne, kræver hver 300.000 kroner i erstatning, oplyser deres advokat, Mads Krøger Pramming.

Han har rejst kravet på baggrund af, at han mener, at kommunen krænkede pigernes menneskerettigheder ved ikke at stoppe den nedværdigende behandling, de fik i plejefamilien.

Her var de anbragt, fordi deres far havde slået moren ihjel. Han blev fængslet og senere udvist af Danmark.

- Kommunerne har en forpligtelse til at passe på anbragte børn, og særligt de her piger. De har mistet deres forældre, og har kun staten og kommunen. Alligevel var der i lange perioder intet tilsyn med, hvad der foregik i plejefamilien, siger Mads Krøger Pramming.

Advarsler var der ellers nok af. I løbet af de første måneder indberetter en psykolog og en skolelærer, at børnene har blå mærker. Senere oplyser en læge, at han, efter at have undersøgt den ene af pigerne, har mistanke om, at hun er blevet misbrugt seksuelt.

Den ældste af pigerne, Nanna Summer Hansen, siger, at kommunen i hendes øjne er ligeså ansvarlig for det, der skete, som plejefaren.

- Jeg har efterhånden lært at leve med det, som min plejefar udsatte os for. Men jeg har stadig en stor frustration over for kommunen. Den fik så mange indberetninger, og alligevel var der ingen, som sørgede for, at der blev ført tilsyn med plejefamilien, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx