Af Ritzau - 17/03-17 16:23

Minister sætter vestjysk hede i brand i god sags tjenesteMinister sætter vestjysk hede i brand i god sags tjeneste

Miljøminister gør ifølge skovfoged naturen en tjeneste, når han indleder sæsonen for afbrænding af heden.

storybild

Miljøminister Esben Lunde Larsen stikker med fuldt overlæg ild til den statsejede Lønborg Hede på mandag. Det sker som led i plejen af hedearealerne. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) gør naturen en tjeneste, når han på mandag stikker ild til et område af det statsejede Lønborg Hede ved Skjern.

Det forklarer skovfoged Ole Knudsen fra Naturstyrelsen Blåvandshuk.

- Det, der sker med heden, når den brænder af, er at vi fjerner 50-100 kilo kvælstof per hektar.

- Desuden bliver planterne forynget - lyngplanterne gror igen fra roden. Det gør både den almindelige hedelyng, klokkelyng og rosmarinlyng, som er særlig udbredt på Lønborg Hede, fortæller Ole Knudsen.

- Derved får den føde, som rådyr og krondyr nyder godt af, også en væsentlig højere værdi, siger han.

Afbrændingen af hedearealer er en årligt tilbagevendende begivenhed, der især finder sted langs den jyske vestkyst.

Den foregår altid i det tidlige forår for at sikre, at dyrelivet lider mindst mulig skade.

- Vi brænder kun af til udgangen af marts. Det er nok den væsentligste måde at beskytte smådyrene på.

- De fleste er i jorden på det tidspunkt. Derudover brænder vi aldrig en hel hede af på én gang. Der foregår i etaper, så eventuelle dyr kan nå at fjerne sig, siger han.

Det med at brænde heden af er ifølge skovfogeden en plejemetode, som er blevet anvendt i flere hundrede år.

- Heden blev jo skabt af nogle af vores tidligere jordbrugere ved at brænde mere eller mindre dårlig skov af. Derefter dyrkede de jorden en periode, hvorefter de overlod den til sig selv igen i en længere periode.

- Og de steder, hvor man ikke har dyrket jorden, har man i stor udstrækning også brændt skoven af for at skabe fouragering for husdyrene.

- Så man kan sige, at heden næsten er opstået på grund af afbrænding og græsning. Derfor er der i princippet ikke nogen planter og dyr, som hører hjemme på heden, som ikke lider skade ved afbrænding, siger Ole Knudsen.

Afbrændingen af hedearealerne er et spektakulært syn, og publikum er ifølge skovfogeden velkomne til at overvære det.

Blot skal man holde sig væk fra ilden og rette sig efter anvisninger fra Naturstyrelsens medarbejdere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx