Af Ritzau - 21/12-16 08:51; Opdateret: 21/12-16 14:04

Bandemedlem blev klædt af og filmet inden skudduel på gadenBandemedlem blev klædt af og filmet inden skudduel på gaden

30-årig er tiltalt for drab på Frederiksberg. Men han siger, at han skød i nødværge, fortæller hans forsvarer.

storybild

Der blev brugt mindst tre skydevåben under et voldsomt opgør på Peter Bangsvej på Frederiksberg i sommer. En 23-årig mand afgik ved døden.(arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox)

Inden et voldsomt skyderi på Frederiksberg, hvor en 23-årig blev ramt i hovedet og døde, var en af deltagerne i opgøret blevet udsat for en ydmygelse. I en kælder blev han klædt af og filmet.

Det hævder anklagemyndigheden, der har rejst tiltale i en nævningesag.

To mænd fra kredsen omkring gruppen Black Jackets blev gennet ned i en kælder i en baggård på Østerbro i København.

Først blev de tvunget til at tage tøjet af. Derefter blev de nøgne mænd filmet og fotograferet, inden gerningsmændene satte trumf på - de kørte væk med ofrenes BMW og brændte den af.

Cirka tre uger senere mødtes det ene offer for blufærdighedskrænkelsen og en af de påståede gerningsmænd igen.

Om aftenen 16. juni på Peter Bangs Vej var de med i hver sin bevæbnede gruppe, der affyrede en serie skud mod hinanden, hævder Københavns Politi.

Offeret fra kælderen, der er 21 år, anklages for ved denne lejlighed at have forsøgt at dræbe fire modstandere, som sad i en sort Audi.

I denne bil sad blandt andre en 30-årig mand, der hævdes at have været med til at arrangere den ydmygende behandling i kælderen.

Fra Audien blev der også skudt. Og det blev fatalt.

Den 30-årige ramte nemlig en modstander i hovedet, påstår anklagemyndigheden. Omid Mawlod blev 23 år.

Efter skyderiet frem og tilbage var det dog ikke slut.

Den 21-årige fra Black Jackets var blevet ramt i hånden. Han forsøgte at flygte til fods, men den 30-årige i Audien kørte efter ham, hævdes det.

På fortovet på Jens Jessens Vej blev den sårede mand påkørt. Han røg op på motorhjelmen og landede i noget græs.

Anklagemyndigheden hævder, at manden i Audien forsøgte at dræbe ham med bilen. Det mislykkedes, fordi bilen ramte et cykelstativ og ikke kunne køre videre, lyder det.

Den 30-årige nægter sig skyldig. Han siger, at han handlede i nødværge og selvforsvar, oplyser hans forsvarer, advokat Jane Ranum.

Hun gør opmærksom på, at han meldte sig selv dagen efter. Og at anklagemyndigheden har besluttet ikke at bruge den såkaldte bandeparagraf.

Han og modstanderen er nu tiltalt i den samme nævningesag, der skal afvikles i Retten på Frederiksberg fra 24. maj.

Den 21-årige er dog på flugt og menes at opholde sig i Pakistan, oplyser politiet.

Også en tredje er tiltalt. Han var blot 16 år på tidspunktet for skyderiet.

Han anklages for at have forsøgt at dræbe den 30-årige og tre andre med skud fra en revolver.

Alle tre nægter sig skyldige.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx