Af - 08/05-14 11:09; Opdateret: 13/05-14 15:27

Mor mistænker far for at misbruge deres tre døtre – nu sidder hun i fængselMor mistænker far for at misbruge deres tre døtre – nu sidder hun i fængsel

Islandske HSA stak af til Island med sine tre børn, da hun mistænkte den danske far for at misbruge dem. Nu er hun fængslet i Danmark.

storybild

Hjördís Svan Aðalheiðardóttir i Retten i Kolding. Hun har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af februar, fordi hun har bortført sine børn til Island af frygt for, at deres far ville forgribe sig på dem.

OPDATERING:

Der er faldet dom i sagen i Retten i Kolding. Moren (HSA) er idømt halvandet års fængsel for at have bortført sine tre døtre.

Da det er en dom på under to år slører vi navnet. Der er ikke nedlagt navneforbud i sagen.


Den oprindelige artikel kan læses her:

Må en mor tage sine børn med til udlandet, hvis hun mistænker faren for at misbruge dem, når de to har fælles forældremyndighed?

Det skal Retten i Kolding tage stilling til i en sag, hvor den islandske kvinde HSA er anklaget for at have bortført sine tre døtre på syv, otte og 10 år. Hun forsvarer sig med, at hun tog de tre døtre med til Island fra Danmark uden den danske fars vidende, fordi hun var overbevist om, at faren misbrugte børnene, men det nægter han.

HSA blev i starten af februar i år udleveret til Danmark fra Island og har siden siddet varetægtsfængslet på grund af bortførelsen af børnene, mens døtrene fortsat befinder sig på Island, hvorfra den danske far forsøger at få dem udleveret.

Ifølge en rapport fra den islandske børnepsykolog Jóhanna Kristín Jónsdóttir, som metroxpress har haft lejlighed til at læse, har deres far udsat de tre piger for både trusler og vold samt forgrebet sig seksuelt på to af dem ved at beføle deres kønsdele. Ifølge rapporten fortæller børnene også om, hvordan de fik for lidt mad at spise og for lidt tøj på, når det var koldt.

'Her er ikke tale om et barns påstand mod en faders, som ofte opleves og giver anklagemyndigheden problemer i deres sagsbehandling. Tværtimod er der her tale om tre søstre, der enslydende beskriver vold udført af deres fader, der på en alvorlig måde krænker deres ret til at vokse op i trygge og naturlige rammer,' konkluderer den islandske børnepsykolog.

Hendes interview med børnene er imidlertid foranlediget af HSA's advokat og er altså ikke en del af myndighedernes efterforskning af sagen, hvilket er usædvanligt. Det er derfor uklart, i hvor høj grad dommerne vil stole på rapporten som gyldigt bevismateriale.

Tidligere har en dansk børnesagkyndig interviewet de tre døtre, og her fortæller børnene også om vold og mistrivsel, men deres forklaringer er ifølge den danske børnesagkyndige usammenhængende, og episoderne ligger langt tilbage. Anklagemyndigheden har da på nuværende tidspunkt heller ikke fundet anledning til at indlede en straffesag mod faren.

I stedet er det altså islandske HSA, der sidder på anklagebænken. Hendes advokat vil have hende frikendt med henvisning til bestemmelsen om såkaldt nødret, der betyder, at det er tilladt at bryde loven, hvis det sker for at undgå større skader. Sagen forventes afgjort på tirsdag.

Børnenes far, der har fået tilkendt den fulde forældremyndighed efter at HSA bortførte børnene, har tidligere sagt, at det er HSA, der har fundet på anklagerne om, at han har forgrebet sig på børnene, og fået børnene til at fremføre dem.

Han har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx