Af Ritzau - 03/03-17 13:40; Opdateret: 03/03-17 14:13

DF undrer sig over forskellige signaler i Venstre-topDF undrer sig over forskellige signaler i Venstre-top

Flere medier beretter om intern uro i toppen af statsministerpartiet, og den mærker støttepartiet DF også.

storybild

DF følger den påståede uro i Venstre-toppen nøje, og næstformand Søren Espersen (DF) undrer sig over de forskellige signaler fra statsministerpartiet. (Billede: Scanpix/Simon Skipper)

Politikerne skal ikke blande sig i, om folk går med tørklæde eller kalot. Grænsekontrollen skal væk. Og globaliseringen truer ikke de danske værdier.

Det var meldingen tidligere på ugen fra finansminister og Venstre-næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske.

Ifølge flere medier er Jensen-interviewet det seneste klare eksempel på, at uroen ulmer i Venstre, og at magtkampene internt i partiet er sprunget ud af gruppeværelset på Christiansborg.

Hos VLAK-regeringens eneste støtteparti, Dansk Folkeparti, følger man interesseret med i den påståede uro i Venstres top.

- Der er undren over, det der foregår i Venstre. Der kommer forskellige signaler fra Venstre, siger DF's næstformand, Søren Espersen, med klar henvisning til Kristian Jensen.

Ifølge Weekendavisen er Jensens udmeldinger faldet flere Venstre-ministre for brystet.

Jensens udmeldinger kom samme dag, som regeringen offentliggjorde sit længe ventede udspil til finansiering af en ny boligskat.

Og Jensen-interviewet kom også samme dag, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i BT langede ud efter "griske flygtninge".

Mens hun gjorde det, talte Kristian Jensen altså om et mere liberalt syn på udlændingepolitikken. Den har ellers siden 2001 har været Venstres måde at skabe afstand til Socialdemokratiet på.

Desuden er netop Støjberg nævnt som en mulig modkandidat til Kristian Jensen, når Venstre en dag skal have ny formand efter statsminister Lars Løkke Rasmussen.

For DF er grænsekontrollen er mærkesag. Partiet ønsker permanent grænsekontrol, og man affinder sig ikke med den nuværende midlertidige en af slagsen.

Udlændingedebatten er i den grad også en mærkesag. Og tørklæder er ikke DF's favoritbeklædning.

Derfor forstår Espersen ikke udmeldingerne fra Kristian Jensen.

- Jeg kan konstatere, at der bliver langet ud efter Dansk Folkeparti. Altså os, som er regeringens eneste støtteparti.

- Det er uforståeligt, at man vil sparke til det parti, der holder en i regering, siger Espersen.

DF'eren understreger, at han ikke kender til de forskellige fløje i Venstre. Men Espersen konstaterer blot, at der kommer meget forskellige signaler fra toppen af partiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx