Af Ritzau - 06/01-17 15:35; Opdateret: 06/01-17 15:57

Gyllehistorier sikrer Berlingske-journalister CavlingprisGyllehistorier sikrer Berlingske-journalister Cavlingpris

Chris Kjær Jessen, Lars Nørgaard Pedersen og Michael Lund modtager Cavlingprisen 2016 for avisartikler.

storybild

Cavlingprisen i 2016 går til journalisterne Chris Kjær Jessen, Lars Nørgaard Pedersen og Michael Lund. (arkivfoto: Forrige års modtager Morten Pihl) (Billede: Scanpix/Christian Liliendahl)

En vedholdende afdækning af forløbet omkring landbrugspakken sidste år sikrer tre journalister fra Berlingske den største journalistiske pris i Danmark.

Cavlingprisen i 2016 går til journalisterne Chris Kjær Jessen, Lars Nørgaard Pedersen og Michael Lund.

- I har fjernet sminken, så de rå fakta stod tilbage, siger Cavlingkomitéens formand, Ida Ebbensgaard, som del af begrundelsen.

Sagen endte med, at fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) måtte trække sig fra posten. Det skete, efter at hun vildledte Folketinget om pakkens konsekvenser for miljøet.

- I er nogle fremragende journalister - og også lidt nogle nørder. Men nørderiet er til alles fordel, siger Ebbensgaard.

Da fristen for indstillinger udløb 2. november, havde komitéen ifølge formand Ida Ebbensgaard modtaget 60 forslag på i alt 46 journalistiske projekter.

Det er anden gang, at Lars Nørgaard Pedersen modtager prisen. Han modtog den i 2010 sammen med kollegerne Asger Westh og Stine Larsen på Jyllands-Posten. Også dengang var Lars Løkke Rasmussen (V) statsminister.

- Der bliver sagt meget om Lars Løkke Rasmussens regering. Det gør der. Men i dag har vi de positive briller på, og jeg har fundet et virkelig positivt træk, for når Løkke er statsminister, er der gode muligheder for enten at blive nomineret eller at vinde, siger Lars Nørgaard.

Morten Pihl og Erik Eisenberg har hver især også modtaget prisen to gange.

Tidligere i denne uge annoncerede priskomitéen, at man havde nomineret tre projekter. Ud over prisens modtagere var projekter fra Dokumentarkompagniet/TV2 og Information udvalgt.

- Kæmpe stort tillykke. I er kommet igennem et meget lille nåleøje. Vi har det princip i komitéen, at de projekter, vi nominerer, også er værdige til at vinde. I er rasende dygtige, siger Ida Ebbensgaard.

I komitéen sidder Kaare Sørensen, Lars Rugaard, Søren Flytkjær, Janni Gjersen Hansen og formand Ida Ebbensgaard.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx