07/08-17 23:36; Opdateret: 08/08-17 03:33

Forsvarsminister: It-detektiver bør have flere beføjelserForsvarsminister: It-detektiver bør have flere beføjelser

Risikoen for cyberangreb er steget markant, konkluderer evaluering fra Center for Cybersikkerhed.

storybild

København. Center for Cybersikkerhed bør have udvidede muligheder i kampen mod cyberspionage og -kriminalitet.

Det mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), der i Berlingske for første gang kommenterer en nylig evaluering af enheden, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Jeg tænker, at Center for Cybersikkerhed skal have flere beføjelser, for jeg tror, det er vor tids største trussel mod vores samfund, vi står over for her.

- Der har altid været spionage, og fremmede magter har altid forsøgt at trænge ind i systemer. Men det, vi oplever, er, at man trænger ind i systemerne for at ødelægge dem og skabe kaos i landet, siger han til avisen.

Evalueringen, der udkom 3. august, fastslår, at risikoen for cyberangreb er steget markant de seneste år. Den påpeger derfor, at udvidede beføjelser kan hjælpe centeret til at bekæmpe cybertruslerne.

Her konkluderes det, at centeret blandt andet ville blive styrket, hvis det fik hjemmel til at overvåge enheder på lokale netværk i de institutioner og virksomheder, der i dag beskyttes.

Det kunne eksempelvis betyde adgang til patientjournaler og mails mellem folketingsmedlemmer.

Og det skabte bekymring hos it-eksperter og politikere.

Men den debat har "forbløffet" Claus Hjort Frederiksen, siger han.

- Selvfølgelig skal vi ikke læse om hr. Pedersens tarmproblemer i hans journal.

- Det var den opfattelse, man fik, og det er jo helt på månen, siger han til Berlingske.

Adspurgt om det ikke vil være muligt at gå ind og læse indholdet af for eksempel en e-mail, svarer forsvarsministeren Berlingske:

- Det må man diskutere i den situation. Der skal ikke ske masseovervågning. Men jeg er meget optaget af, at vi ikke bliver udsat for angreb, der kan lamme Danmark.

Men hos De Radikale føler politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen sig ikke "tilstrækkelig betrygget".

- Vi kan ikke have det sådan, at myndigheder i Danmark på egen hånd og uden krav om godkendelse bare har adgang til alle danskeres fuldstændig private oplysninger, siger hun til Ritzau.

Hos Enhedslisten kalder forsvarsordfører Nikolaj Villumsen ministerens melding i Berlingske for "alarmerende".

- Det er uklart, hvad Claus Hjort præcist vil.

- Men allerede i dag har Forsvarets Efterretningstjeneste meget, meget vidtgående beføjelser uden tilstrækkelig demokratisk kontrol. Og jeg frygter, at man vil gå i den forkerte retning og øge masseovervågningen af ganske almindelige uskyldige danskere, siger han til Ritzau.

Forsvarsministeriet er i færd med at undersøge, om der er behov for lovændringer - og i så fald hvilke.

Claus Hjort Frederiksen vil derfor ikke komme med konkrete bud på, hvordan Center for Cybersikkerheds beføjelser skal øges, skriver Berlingske.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx