Af Ritzau - 01/04-17 11:00; Opdateret: 01/04-17 11:14

DF: Minister holder hånden over fiskeriets kvotekongerDF: Minister holder hånden over fiskeriets kvotekonger

Notat fra styrelse modsiger ministerens forklaring under samråd om fiskekvoter fredag.

storybild

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, har ikke fået mere tillid til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) efter et samråd fredag. I næste uge afgør partiet, om ministeren kan få lov at blive siddende, oplyser han. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jens Astrup)

Det er svært for Dansk Folkeparti at samarbejde med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om at bekæmpe fiskeriets magtfulde kvotekonger.

Faktisk tror fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) slet ikke på, at ministeren har et oprigtigt ønske om at stække storfiskerne, der sidder på meget af fiskeriet.

Det siger Ib Poulsen, efter at Berlingske har beskrevet, at et notat fra en styrelse under ministeriet modsiger de forklaringer, ministeren kom med under et to en halv time langt samråd fredag.

Her forklarede Lunde Larsen gentagne gange, at han havde fået at vide, at en såkaldt tro-og-love-erklæring var bedste bud på, hvad man kan gøre for at begrænse koncentrationen af fiskekvoter.

Men i et notat fra det, der dengang hed NaturErhvervsstyrelsen, som Berlingske og Ritzau har set, fremgår det, at en sådan erklæring "ikke vil være hensigtsmæssig."

Det er på den baggrund, at Ib Poulsen lørdag siger:

- Tro-og-love-erklæringen er måske det bedste bud. Men det er det bedste bud i forhold til at bevare kvotekongernes magt over dansk fiskeri. Og det er det, DF ønsker at gøre op med.

- Politisk ønsker han (ministeren, red.) åbenbart at holde hånden over kvotekongerne.

Om Lunde Larsen kan blive siddende som minister, har DF ikke taget stilling til endnu.

- Jeg arbejder ud fra et politisk mål om at gøre op med kvotekongerne. Så længe ministeren hedder Esben Lunde, arbejder jeg sammen med ham. Kommer der en anden, arbejder jeg sammen med ham, siger Ib Poulsen.

Socialdemokratiets fødevareordfører, Simon Kollerup, kalder det en alvorlig udvikling. Dokumenterne afslører, at ministeren har givet misvisende oplysninger til Folketinget, mener han.

- Virkeligheden har jo været, at den tro-og-love-erklæring, ministeren klynger sig til, er noget, som styrelsen direkte har advaret mod, siger han.

- Ministeren må komme med en mere troværdig forklaring. Indtil videre kan vi bare konstatere, at vi har fået misvisende oplysninger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx