15/09-17 15:19; Opdateret: 15/09-17 17:07

Travlt efterår får regeringen til at udskyde energiudspilTravlt efterår får regeringen til at udskyde energiudspil

Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) håber på "bedre dynamik" ved at vente med energiforhandlinger.

storybild

København. Regeringen udskyder sit udspil til en energiaftale til efter nytår.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) oplyser til branchemediet Energiwatch, at udskydelsen skyldes "et travlt efterår".

Oprindeligt var planen, at regeringen skulle fremlægge et udspil til en energiaftale i løbet af efteråret.

- Det er jo lidt senere end oprindeligt udmeldt. Men dels får regeringen et travlt efterår, og dels tror vi, at vi får en bedre dynamik, hvis vi venter med forhandlingerne til efter nytår, siger ministeren til Energiwatch.

Udspillet ventes blandt andet at tage afsæt i Energikommissionens anbefalinger, der lægger op til et såkaldt "energipolitisk paradigmeskift".

Skal regeringen følge kommissionens anbefalinger, venter der således et stort arbejde forude.

Lars Christian Lilleholt afviser over for Energiwatch, at udskydelsen skulle bunde i interne uenigheder i regeringen.

- Der er ingen uenigheder. Vi gør dette her, fordi vi ønsker at opnå en bedre dynamik i forhandlingerne, og at regeringen i det hele taget får et meget travlt efter, siger han til Energiwatch.

Forklaringen om et travlt efterår køber man i brancheorganisationen Dansk Energi.

Her er man langt mere interesseret i, hvad et energiudspil kommer til at indeholde end i timingen.

- Om det bliver en julegave eller et påskeæg er ikke så afgørende for os, siger administrerende direktør Lars Aagard og fortsætter:

- Det afgørende er, at vi ikke kommer på den anden side af sommerferien. Det skyldes, at den nuværende energiaftale løber ud i 2020. Alle kan se, at der går valgkamp i den, når vi når frem på den anden side af sommeren, siger Lars Aagard.

Branchedirektøren uddyber, at han i aftalen blandt andet håber på en væsentligt lavere elafgift, der ifølge ham vil kunne få flere danskere til at skifte deres oliefyr ud.

20. december går Folketinget på juleferie, og det genoptager arbejdet 9. januar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx