Af Ritzau - 21/03-17 14:17; Opdateret: 21/03-17 14:55

Løkke vil se på skærpede regler: Hvidvask er noget svineriLøkke vil se på skærpede regler: Hvidvask er noget svineri

Hvidvaskningsskandale giver anledning til at se på at skærpe lovgivningen, mener statsministeren.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varsler skærpede regler for at komme hvidvask til livs. Det er "noget svineri", at danske banker er indblandet i hvidvask for milliarder, siger han. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Regeringen vil se på, om der skal strammere regler eller måske flere midler til myndighederne til for at komme hvidvaskning af sorte penge til livs.

Det fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til TV2 efter Venstres gruppemøde på Christiansborg.

- Det gør mig trist og ærgerlig. Lad mig sige det på dansk – det er noget svineri, siger Løkke.

- Det ser ud til, at der er hvidvasket penge fra lande, der ikke udgør almindeligt store samhandelspartnere for Danmark, og derfor burde alarmklokkerne have ringet.

Fra 2011 til 2014 sendte Nordea og Danske Bank godt syv milliarder kroner fra Moldova og Letland til skattely i Seychellerne og Panama, skriver Berlingske.

- Det må selvfølgelig også give anledning til at se på, hvad vi yderligere kan gøre for at komme hvidvask til livs, siger Løkke.

Han henviser til, at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) allerede har taget hul på arbejdet - og at ministeren mødes med Folketingets partier i næste uge.

Statsministeren medgiver, at reglerne "kan forekomme meget generende" for kassereren i den lokale fodboldklub, der skal registrere og aflevere papirer.

- Så forekommer det selvfølgelig helt vildt, hvis der har fundet en hvidvask sted af de her dimensioner.

- Signalet her fra Christiansborg skal være, at bankerne og deres ledelser har et ansvar. Vi gør meget for at komme hvidvasken til livs, siger Løkke til TV2.

Erhvervsministeren lufter tirsdag over for Ritzau, at bankernes ledelser skal straffes, hvis de ikke løfter deres ansvar. Derudover vil han sætte bøderne op og tilføre flere ressourcer til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet.

Selv om arbejdet er i gang, kalder Socialdemokratiet hele tre ministre i samråd. Det er ud over Brian Mikkelsen justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx