30/08-17 13:29; Opdateret: 30/08-17 13:54

Redaktør: Regeringsudspil skaber ikke ny aktiekulturRedaktør: Regeringsudspil skaber ikke ny aktiekultur

Morten W. Langer mener, at regeringens forsøg på at skabe en ny dansk aktiekultur rammer ved siden af.

storybild

København. Regeringen og dansk erhvervsliv har i mange år kigget misundeligt til Sverige, hvor virksomheder i stor stil henter risikovillig vækstkapital med hyppige børsnoteringer, hvor hr. og fru Jönsson smider sparepenge i svensk erhvervsliv.

Derfor indeholder regeringens erhvervs- og vækstudspil, som er præsenteret onsdag, også en række elementer, der skal være med til at skabe en lignende aktiekultur herhjemme.

Blandt tiltagene er indførelsen af en særlig aktiesparekonto efter svensk model og lempeligere beskatning af aktieindkomst.

Spørger man Morten W. Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev, er det imidlertid de forkerte håndtag, man bruger for at nå målet.

- Forslagene handler om at gøre det mere attraktivt at investere i aktier.

- Men i Danmark er der masser af investorer, som er klar til at skyde penge i danske selskaber, siger han.

Morten W. Langer henviser både til undersøgelser, som Økonomisk Ugebrev har foretaget, men også til børsnoteringerne af selskaberne Green Mobility og Conferize på fondsbørsen i København denne sommer. Begge var store succeser.

- Problemet i Danmark er mere strukturelt. Det er for dyrt og besværligt at gå på børsen.

- Enten gider bankerne ikke røre ved mindre danske virksomheder, eller også tager de en alt for høj pris, siger han.

Morten W. Langer mener derfor, at man i højere grad skulle sætte initiativer i værk, som retter sig mod de små og mellemstore virksomheder.

- Der er brug for, at man stiller en form for fødselshjælper til rådighed for disse virksomheder. Det kunne for eksempel være Vækstfonden, der gik ind og tog hånd om dem, siger han.

Hos Dansk Aktionærforening er direktør Leonhardt Pihl enig i, at omkostningerne ved en børsnotering er for høje her i landet.

- En del danske virksomheder har de senere år valgt at blive børsnoteret i Sverige. De siger stort set alle sammen, at de valgte Sverige, fordi det er for dyrt i Danmark.

- Men derfor mener vi også, at regeringens initiativer er et skridt i den rigtige retning.

- De kan være med til at øge efterspørgslen og genetablere den underskov af børsmæglere og finansielle rådgivere, som vi havde for 15 år siden, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx