Af Ritzau - 05/04-17 14:09; Opdateret: 05/04-17 15:43

48-årig idømmes fængsel på livstid for drab på veninde48-årig idømmes fængsel på livstid for drab på veninde

Herningenser går efter frifindelse i landsretten, efter at byretten har idømt ham livstid for drab på veninde.

storybild

En 48-årig mand er onsdag blevet idømt fængsel på livstid ved Retten i Herning for at have kvalt og brændt sin 54-årige veninde på hendes landejendom vest for Herning nytårsaften 2015. (Billede: Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

En 48-årig mand fra Herning er onsdag blevet idømt fængsel på livstid for at have kvalt og brændt sin 54-årige veninde nytårsaften 2015.

Retten nåede frem til resultatet efter tre timers votering.

Der var uenighed blandt dommere og nævninger om straffens længde.

Et mindretal fandt, at 16 års fængsel var passende, mens flertallet mente, at fængsel på livstid var den rigtige straf.

Tidligere onsdag blev manden, Christian Andersen, fundet skyldig af et enigt nævningeting.

De seks nævninger og tre juridiske dommere fandt ham skyldig i at have kvalt den 54-årige Hanne Pedersen med en ledning, hvorefter han overførte 3000 kroner fra kvindens MobilePay til sig selv.

Derefter stak han ild til landejendommen ved Nr. Vium vest for Herning, inden han tog tilbage til Herning for at fejre nytårsaften med sin daværende kæreste.

Manden har nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han faldt i søvn hjemme på sofaen på det tidspunkt, da drabet og ildspåsættelsen fandt sted.

Retten har valgt at afvise mandens forklaring som utroværdig.

Et muligt motiv for mandens forbrydelse kan ifølge rettens begrundelse være, at han havde en anstrengt økonomi, og at hans tilnærmelser flere gange var blevet afvist af den 54-årige kvinde.

Den dømte har en lignende forbrydelse på samvittigheden. I 1997 blev han dømt 12 års fængsel for at kvæle en kvindelig bekendt i Østjylland.

Han blev også dømt for at stjæle penge fra hende.

Ifølge Retslægerådet er den dømte ikke sindssyg, men han har en afvigende personlighed og er meget selvoptaget.

Retslægerådet anbefalede en dom til forvaring - det vil sige fængsel på ubestemt tid - fordi han ifølge rådet er til fare for sine omgivelser.

Anklager Pia Koudahl argumenterede for en almindelig, men langvarig fængselsstraf.

Hun fandt, at en livstidsdom var en passende straf set i lyset af den tidligere drabsdom.

Anklageren er tilfreds med dommen.

- Det er en meget usædvanlig og meget bestialsk sag, som vi ikke ser så tit, siger hun.

Ud over 3000 kroner blev manden dømt for at stjæle cigaretter, kaffe, pulversupper, saucer, krydderier samt mohairstrømper fra kvinden, der holdt geder på sin landejendom.

Den tiltalte var ikke selv til stede, da dommen blev læst op.

Hans forsvarer, Charlotte Krarup, oplyser, at dommen ankes til frifindelse til landsretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx