Af Ritzau - 17/02-17 06:00

Danmark har verdens bedste betingelser for grøn energiDanmark har verdens bedste betingelser for grøn energi

En topplacering hos Verdensbanken bør få kritikken af regeringen til at forstumme, mener minister.

storybild

Danmark er verdens bedste, når det kommer til vedvarende energi og energieffektivitet ifølge Verdensbanken. (Arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox)

En ny, stor rapport fra Verdensbanken placerer Danmark på den absolutte top, når det kommer til adgang til energi, energieffektivitet og ikke mindst grøn energi.

Det bringer glæde hos energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Jeg er utrolig stolt over, at Danmark endnu en gang er foran og har den grønne førertrøje.

- Rapporten viser, at vi er det land i verden, der har de bedste betingelser for grøn energi, siger ministeren.

Verdensbankens rapport, der lyder det mundrette navn "Regulatory Indicators for Sustainable Energy", giver 111 lande point inden for kategorierne; adgang til energi, energieffektivitet og vedvarende energi.

Her ender Danmark med et samlet pointtal på 94, og det er foran både Canada og USA, der tager anden og tredjepladsen med 91.

Nederst i målingen ligger Somalia med scoren 5, lidt bag Haiti, der har fået 11 point.

- Regeringen vil i løbet af i år komme med en række udspil, der vil fastholde Danmark helt i front på den grønne omstilling.

- Om få måneder kommer regeringens energikommission med sine anbefalinger til energipolitikken fra 2020 og frem, og det vil vi bruge til at lave et udspil til et nyt, ambitiøst energiforlig, som vi præsenterer i efteråret, siger Lars Christian Lilleholt.

Tilbagerulningen af PSO-afgiften, usikkerhed om støtten til kystnære havvindmøller og flere andre tiltag har udløst kritik mod regeringen. Det giver Lars Christian Lilleholt dog ikke meget for.

- Jeg kan slet ikke genkende den kritik. Denne her rapport viser netop, at Danmark er det land i verden, der har de bedste rammevilkår.

- Det gør den kritik, som ikke mindst venstrefløjen har fremført, om, at regeringen slækker på de grønne ambitioner, fuldstændig til skamme.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx