Af Ritzau - 17/05-17 04:50; Opdateret: 17/05-17 05:01

Anmeldere: Sort Sol er næsten ikke til at kende på nyt albumAnmeldere: Sort Sol er næsten ikke til at kende på nyt album

"Stor langsom stjerne" er Sort Sols første studiealbum i 16 år. Og de københavnske veteraner overrasker.

storybild

Sort Sol er klar med sit første studiealbum i 16 år. (Billede: Free/Tivoli Pr)

Det første nye studiealbum fra Sort Sol i mere end 16 år er ventetiden værd ifølge de første anmeldelser af "Stor langsom stjerne".

Comeback-albummet fra det københavnske band, der i 2017-udgaven består af Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Thomas Ortved, får fire stjerner i både Berlingske og Ekstra Bladet.

For trofaste følgere af bandet venter der en overraskelse. Der er tale om et "radikalt anderledes Sort Sol", fastslår Thomas Treo i Ekstra Bladet.

- De store, langsomme rockstjerner er næsten ikke til at kende, skriver han.

- Sort Sol dropper groft sagt guitarer og traditionel sangskrivning til fordel for keyboards og langstrakte kompositioner på et elektrochok, der citerer Kraftwerk og sågar Jean-Michel Jarre.

Albummet er "magtfuldt" produceret, men Thomas Treo efterlyser mere substans under vellyden.

- Episke "The Weightless" og titelnummeret har en tendens til at glide ubemærket forbi, mener Treo og udpeger "Nocturne Creature" som det bedste nummer.

Sort Sol har lavet bedre albums, synes han, men "det er dristigt og beundringsværdigt, at veteranerne efter 40 års virke udgiver så radikalt og kompromisløst et værk".

Berlingskes Mads Hendrich er også overrasket efter gennemlytningen.

- Majoriteten af indholdet er ulig noget som helst andet i Sort Sol-diskografien, skriver han.

Mest centralt for det kunstneriske nybrud står den 11 minutter lange "K-141 Kursk", hvor Steen Jørgensen reciterer afskedsbrevet fra kaptajnen på den russiske ubåd, der sank med hele besætningen i 2000.

- Fremragende og angstfremkaldende på én og samme tid. En kæmpe kunstnerisk landvinding for gruppe, skriver Mads Hendrich og runder anmeldelsen af med:

- Velkommen tilbage fra dybet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx