Af Ritzau - 05/01-17 20:16; Opdateret: 05/01-17 20:46

Borgmestre efterlyser en national plan for kystsikringBorgmestre efterlyser en national plan for kystsikring

Staten bør spille en større rolle i sikringen af kysten og klimatilpasning, mener flere kommuner.

storybild

Vandstanden nåede over 170 centimeter over det normale niveau, da den høje vandstand ramte de danske kyster. (Billede: Scanpix/Lene Esthave)

Ansvaret for kystsikring i Danmark bør være et nationalt anliggende og ikke overlades til borgere og kommuner alene.

Sådan lyder meldingen fra borgmestrene i Aabenraa og Hjørring Kommuner i kølvandet af onsdagens høje vandstand flere steder i Danmark.

I Aabenraa nåede vandstanden 177 centimeter over det normale niveau. Selv om kommunen normalt ikke er udsat, efterlyser borgmester Thomas Andresen (V) en samlet plan for hele landet.

- Et eller andet sted er det et nationalt spørgsmål, synes jeg. Det er jo Danmarks kyst, havet æder, og ikke den enkelte kommunes. Når vi mister landarealer, er det egentlig en national udfordring.

- Der skal være nogle gode, rimelige vilkår om at komme med en hjælpende hånd. Det må ikke være overladt til den enkelte kommunes økonomi, om den er i stand til at håndtere det, siger Thomas Andresen.

Tidligere torsdag sagde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at grundejerne har ansvaret for kystsikring, mens kommunerne er ansvarlige for klimatilpasning.

Samtidig lagde han op til at indgå i dialog med kommunerne og lave et rejsehold, der skal hjælpe kommunerne med klimatilpasning.

I september offentliggjorde Miljø- og Fødevareministeriet en rapport, der konkluderede, at behovet for "erosionsbeskyttelse" er størst i Helsingør og Hjørring Kommuner.

I sidstnævnte kæmper borgerne for at holde vandmasserne ude. Borgmester Arne Boelt (S) mener, at staten bør imødekomme borgerne med en helhedsplan, hvor staten betaler en del af gildet.

- Det kan da godt være, at det skal være lodsejerne, der lægger sten ud. Men så kunne staten så stå for sandfodringen.

- For når du skal sælge dit sommerhus, skal du også oplyse om, at der skal betales 22.000 kroner om året til sandfordring nede på stranden, siger han.

Formålet med sandfodring er at fylde kysten op med sand, som skal forhindre eller mindske tilbagerykningen af kysten.

Arne Boelt understreger, at kystudfordringerne har store økonomiske konsekvenser for både borgerne og kommunen.

Helt så store er udfordringerne ikke i Sønderborg Kommune, selv om vandstanden i flere målinger var over 170 centimeter over det sædvanlige niveau natten til torsdag.

Kommunens borgmester, Erik Lauritzen (S), mener kun, at staten skal gribe ind de steder i landet, hvor risikoen for oversvømmelser er stor.

- Andre steder, hvor der er et boligområde, der bliver oversvømmet en gang hvert 50. år, der mener jeg, det skal være grundejerne, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx