Af - 25/08-14 15:29; Opdateret: 25/08-14 18:28

Tv: Sandra har haft anoreksi i 17 år: Jeg bliver bange når jeg ikke kan se mine knoglerTv: Sandra har haft anoreksi i 17 år: Jeg bliver bange når jeg ikke kan se mine knogler

32-årige Sandra Larsen lider af anoreksi. Det har hun gjort i 17 år. Hun ved godt, at hun er syg og tyndere, end hun burde være. Alligevel ser hun en tyk pige, hver gang hun kigger sig i spejlet.

32-årige Sandra Larsen lider af anoreksi. Det har hun gjort i 17 år. Hun ved godt, at hun er syg og tyndere, end hun burde være. Alligevel ser hun en tyk pige, hver gang hun kigger sig i spejlet. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

Se klippet fra DR3-programmet 'Min krop til skræk og advarsel' herover.

- Jeg kan godt mærke knoglerne ved mine ribben, men jeg kan ikke se dem, og det er ikke så rart.

Sådan lyder en af de hudløst ærlige kommentarer, når Sandra Larsen i aften fortæller om sit sygdomsforløb i DR3-programmet 'Min krop til skræk og advarsel'.

Over for metroxpress fortæller den 32-årige kvinde, hvilken frygt, der er forbundet med et 17 år langt anoreksiforløb. Et forløb, der har 'budt' på fem indlæggelser på børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, inden hun fyldte 18 og ét, efter hun selv blev myndiggjort.

'Du har fået en lille mave'
En løs kommentar om, at hun havde fået en lille mave, gjorde udfaldet og sendte hende ud i den sygdom, som hun stadig kæmper den dag i dag. Kommentaren om den lille mave kom fra hendes far, som hun voksede op hos, da hendes forældre blev skilt.

- Det var den kommentar, der udløste det. Men den var ikke årsagen alene. Der var mange ting, jeg havde det svært med på det tidspunkt, fortæller Sandra Larsen til metroxpress.

TV: Christinas krop ødelagt af brystoperation: Implantat faldt ud
TV: Christinas krop ødelagt af brystoperation: Implantat faldt ud

Hun fortæller, hvordan hun altid har haft svært ved at give udtryk for eller vise, hvis der er noget galt. Derfor blev anoreksien en måde, hvorpå hun kunne fortælle omverden, at alt ikke var, som det skulle være.

- Sygdommen var min måde at reagere på, og havde det ikke været en spiseforstyrrelse, havde jeg bare udviklet noget andet på det tidspunkt, siger Sandra.

Diagnosen fik hun stillet tre måneder inde i niende klasse. Det var sundhedssygeplejersken, der anede uråd og oplyste Sandra og hendes forældre om sygdommen. Hun gik løbende til kontrol, men det var ikke nok. Sundhedssygeplejerskens hjælp rakte ikke, og et halvt år efter blev Sandra indlagt børnepsykiatrisk afdeling for første gang.

- Herefter var jeg indlagt fire gange mere, inden jeg blev 18. Det er var ikke med min gode vilje, men jeg bestemte ikke selv, så der var ikke så meget at gøre, fortæller hun og forklarer samtidig, at hun kun har været indlagt én gang, siden hun fyldte 18. Alt for lidt, når hun reflekterer over det.

- Jeg har helt sikkert været indlagt mindre, fordi jeg selv bestemte. Jeg har et lidt anstrengt forhold til det offentlige sundhedsvæsen, så det kunne da været rart, hvis der havde været nogen andre til at tage beslutningen for mig, lyder det ærligt.

Depression og selvmordstanker
Sandra er gennem de 17 år, hun har lidt af sygdommen, blevet rigtig dygtig til at skjule den for andre. Hver gang hun møder nye mennesker, eller er ude med venner, påfører hun sig - i overført betydning - et ordentligt lag teatermaling. En maske, der viser en selvsikker og glad pige, der hviler i sit eget og andres selskab. Når hun er alene, krakelerer malingen, og sygdommens dæmoner viser deres sande ansigter.

- Når jeg kommer hjem, knækker filmen. Jeg græder og føler mig ensom. Tit ligger jeg bare på sofaen og kigger ud i luften, fortæller Sandra.

Igennem flere perioder har spiseforstyrrelsen resulteret i mindre depressioner, og Sandra får stadig ordineret antidepressiv medicin. Til tider har livet som anorektiker været så hårdt for hende, at hun har overvejet, om det overhovedet er værd at leve for.

- Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Der har været perioder, hvor jeg levede i et helvede, og hvor jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne dø, så kunne jeg slippe for det hele, fortæller den 32-årige kvinde.

Heldigvis er det aldrig blevet til mere end tankerne. Og heldigvis kan hun stadigvæk godt styre dem. Sandra ved nemlig godt, hvorfor hun har det skidt. Hun ved godt, at hun er syg, og hvad der skal til for at gøre hende rask. Problemet er bare, at spiseforstyrrelsen og sund fornuft er to modstridende parter, der vil ned af to vidt forskellige veje.

Sophies liv kørte på skinner - lige indtil hun en morgen mistede håret
Sophies liv kørte på skinner - lige indtil hun en morgen mistede håret

- Min fornuft fortæller mig, at jeg skal spise noget mere for at få det godt. Samtidig siger anoreksien, at jeg ikke skal spise overhovedet, fordi det gør mig ked af det. Det er modstridende og ekstremt svært. Men det ender med, at spiseforstyrelsen overtager ens sunde fornuft, og så går det kun én vej, siger Sandra Larsen.

Drømmer om et normalt liv
Sandra ved som sagt godt, hvad der skal til, for at hun kan blive rask og få sig et mere 'normalt' liv. Det er også det, hun drømmer om. Og måske en dag med familie og børn. Hvis det altså er muligt? 17 års sygdom kan have voldet så megen skade på Sandras krop, at det at få børn ikke længere er muligt.

- Umiddelbart har jeg ingen skader. Ud fra de prøver jeg har fået taget, ser det ikke sådan ud. Men det er bare mit held. Det kan også være, det kommer? Det er svært at sige noget om de ting, der foregår inde i ens krop, siger hun og fortæller samtidig, at hun aldrig kunne finde på at sætte børn i verden, sådan som hun har det nu.

- Når og hvis det skal ske, skal jeg have styr på mig selv i en langt højere grad. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan passe på andre, hvis ikke man kan passe på sig selv, siger hun.

Se Sandras historie i DR3-programmet 'Min krop til skræk og advarsel', som kommer i aften kl. 21.30.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx