Af Ritzau - 30/05-17 19:35; Opdateret: 30/05-17 22:50

Danmark bliver vært for verdens største energikonferenceDanmark bliver vært for verdens største energikonference

Energiministre, grønne organisationer og eksperter indtager København for at drøfte grøn omstilling.

storybild

Når København om et år skal være vært for en stor energikonference, vil verdens vigtigste energiaktører komme hertil for at se de danske løsninger, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Hommedal, Marit)

Til maj næste år skal København sammen med Malmø være vært for verdens største energikonference. Det oplyser Statsministeriet.

Energiministre fra verdens største økonomier samt organisationer, eksperter og førende virksomheder på området mødes. Målet er at fremme den grønne omstilling.

Konferencen får navnet "Øresund Energy Week".

Dermed skal Danmark sidde med for bordenden, når verdens største økonomier skal finde konkrete løsninger på den grønne omstilling. Det pointerer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en skriftlig kommentar:

- Det er vigtigt, at vi er med til at sætte dagsordenen på et område, der er så afgørende for klodens fremtid, og som samtidig er så vigtigt for danske virksomheder.

Energikonferencen afholdes i regi af G20, som er verdens 20 største økonomier. Der bliver to elementer.

Clean Energy Ministerial (CEM) består af 24 lande og EU. De står for tilsammen 90 procent af de samlede investeringer i ren energi i verden og 75 procent af de globale udledninger.

CEM fokuserer på det praktiske samarbejde, udveksler gode erfaringer inden for grønne løsninger og involverer erhvervslivet.

- Potentialet for at fremme danske løsninger er selvsagt stort, når man på denne måde samler en gruppe af lande, der står for 90 procent af de samlede investeringer i ren energi og tre fjerdedele af de globale CO2-udledninger.

- Alle de vigtigste energiaktører vil komme hertil for at se, hvilke løsninger vi har. Det er derfor et stærkt udstillingsvindue for vores dygtige energivirksomheder, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sideløbende afholdes Mission Innovation (MI), som fokuserer på at styrke forskningen i rene energiteknologier.

Danmark og de 21 andre deltagende lande fordobler de offentlige midler til forskning i rene energiteknologier frem med 2020.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) jubler over, at Danmark sammen med Sverige har fået tildelt værtskabet for næste års konference.

- Det bliver en unik chance for Danmark for at vise, hvad vi kan med hensyn til grøn omstilling og vedvarende energi.

Ved konferencen kommer Danmark blandt andet til at bidrage med viden om klima- og energiområdet.

- Vi har vist, at det kan lade sig gøre både at have økonomisk vækst og samtidig foretage grøn omstilling, siger Lars Christian Lilleholt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx