11/10-17 04:33

Støjberg skal igen forklare ulovlig adskillelse af asylparStøjberg skal igen forklare ulovlig adskillelse af asylpar

Der må placeres et ansvar for ulovlighederne, melder oppositionen forud for nyt samråd med Inger Støjberg.

storybild

København. For tredje gang skal udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et åbent samråd forklare sig i sagen om sin ulovlige instruks om at adskille asylpar, hvor den ene ægtefælle var mindreårig.

Der er fortsat sorte huller og modstridende udtalelser i ministerens forklaringer, mener oppositionen, der har stillet bunkevis af spørgsmål op til samrådet.

- Inger Støjberg er kommet med vidt forskellige forklaringer, stort set hver gang hun har åbnet munden. De strider simpelthen mod hinanden, siger Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vi bliver nødt til at kunne stole på, at vores ministre ikke går rundt og udsteder ordre, som strider mod dansk lovgivning. Lovgivningen bliver vedtaget i Folketinget og ikke af tilfældige ministre, tilføjer hun.

Støjberg erkendte under samråd nummer to, at der blev handlet ulovligt efter instruksen om at adskille parrene. Indtil da havde hun fastholdt, at der hele tiden var blevet administreret efter reglerne.

Asylparrene fik ikke en individuel vurdering af deres sag eller mulighed for at komme til orde i en partshøring, før de blev adskilt, hvilket de har krav på. Derfor var praksissen ikke lovlig.

Men Støjberg pointerede, at der heller ikke før hendes instruks blev foretaget partshøringer. Hvis det er korrekt, kan den ulovlige praksis have foregået i flere år - også under tidligere ministre.

Inger Støjberg erkender i et svar til Folketinget, som både Politiken og Information omtalte tirsdag, at det var forkert, da hun påstod, at unge asylpar også var blevet tvangsadskilt i Mette Frederiksens tid som justitsminister.

Inger Støjberg skriver i svaret, at oplysningen beror på en misforståelse i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hun uddyber ifølge Information ikke, hvad den misforståelse beror på.

Der skal placeres et ansvar, mener De Radikales integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen:

- Der blev udsendt en ulovlig instruks, som ikke blev stoppet, før ombudsmanden gav sin udtalelse. Det bliver nogen jo nødt til at bære konsekvenserne af, så det ikke sker igen.

- Loven skal overholdes, også af ministre og embedsværk. Det er en helt grundlæggende forudsætning for vores tillid til det retssystem, vi har, siger hun.

Det er en samlet opposition, der har indkaldt Inger Støjberg til samrådet, som finder sted onsdag klokken 10.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx