11/09-13 17:26; Opdateret: 11/09-13 17:38

Hård kritik: Danmark svigter på GrønlandHård kritik: Danmark svigter på Grønland

Ny beretning retter skarp kritik af Danmarks indsats for sejladssikkerhed og havmiljø i grønlandske farvande.

storybild

(Billede: Polfoto)

Statsrevisorerne rejser i en ny beretning en hård kritik af Danmarks "utilstrækkelige" sikkerhedsberedskab og sikring af havmiljøet i de grønlandske farvande.

Læs også: Grønland har ingen beredskabsplan

Det er Danmark, der har ansvaret for eftersøgning, redning, sejladssikkerhed og havmiljø i rigsfællesskabets dele af Arktis - Færøerne og Grønland.

Læs også: Krydstogtskibe til Grønland kan være en dødsfælde

Men den opgave bliver langt fra løst tilfredsstillende, konkluderer statsrevisorerne.

- Statsrevisorerne finder det foruroligende, at Danmarks indsats ikke i alle tilfælde er tilpasset de ændrede risici for mennesker og miljø, som følger af den øgede sejlads i de grønlandske farvande, lyder statsrevisorernes konklusion.

Også forsvaret kritiseres for en "utilstrækkelig" indsats med at overvåge havmiljøet og håndhæve havmiljølovgivningen i Grønland.

Statsrevisorerne påpeger blandt andet, at forsvaret ikke har lavet en vurdering af risikoen for forurening af havmiljøet i rigsfællesskabets dele af Arktis, og at der ikke er nok uddannede medarbejdere og udstyr til at varetage kontrolopgaven.

Derudover skal forsvaret sørge for at eftersøgnings- og redningsudstyret rent faktisk er egnet til arktiske forhold.

I takt med at klimaforandringer har gjort det muligt at sejle i områder, som tidligere var dækket af is, er der kommet øget krydstogtturisme og øget sejlads i forbindelse med blandt andet olieefterforskning i de grønlandske farvande.

De Konservatives statsrevisor, Helge Adam Møller, mener, at Folketinget har svigtet sin opgave ved ikke at afsætte nok midler til det arktiske område.

- Der er plads til kæmpe forbedringer i forbindelse med overvågning af det arktiske og det redningsberedskab, der er deroppe.

- Hvis uheldet havde været ude, så kunne det være gået rigtig galt, siger han til TV2 News. I Statsrevisorernes beretning konkluderes det også, at der er behov for en mere klar ansvarsfordeling for redningsindsatsen i Arktis mellem Justitsministeriet og Forsvarsministeriet, og at der generelt skal skrues op for de forebyggende indsatser.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx