Af Lars Dinesen - 29/08-17 16:05

Pædofilisag: Flere skal sigtes for at dele identitet på mand sigtet for overgreb mod 4-årigPædofilisag: Flere skal sigtes for at dele identitet på mand sigtet for overgreb mod 4-årig

Flere sager om personer, der har delt identiteten på en 33-årig pædofilisigtet trods navneforbud, bliver lige nu behandlet af politiet

storybild

Modelfoto

Det er muligt, at flere personer vil blive sigtet i sagen om et Facebook-opslag af bloggeren Malene Staals, der afslørede identiteten på den 33-årige mand, der er sigtet for at have fjernet en 4-årig pige fra en børnehave i Aarhus og udsat hende for overgreb i juni.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Malene Staals opslag, der var ulovligt, eftersom der var navneforbud i sagen, blev delt næsten 7.000 gange. Fyns Politi har rejst en sag mod bloggeren, og Østjyllands Politi oplyser nu til TV2 Østjylland, at der kan være flere sigtelser på vej i sagen.

- I sådan en sag her, kræver det som regel en anmeldelse, for vi sidder ofte ikke og kigger Facebook igennem. Men vi har modtaget anmeldelser i den her sag om folk, der har delt personens identitet, selvom der var navneforbud, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.

Østjylland sidder lige nu med tre til fire sager, som de efterforsker, men der er endnu ikke rejst sigtelse mod andre end Malene.

Ifølge Lanni Lundager mangler politiet at fastslå, hvem personerne bag de anmeldte profiler er.

- Det kan tage tid at identificere folk på Facebook, for man kan jo sagtens oprette en falsk profil til formålet. Og vi kan ikke sigte en profil, vi kan kun sigte en person, siger hun.

Hvis det lykkedes at finde frem til, hvem der står bag profilerne, og de viser sig at være bosiddende i Østjylland, vil de blive sigtet af Østjyllands Politi efter Straffelovens paragraf 264, stk. d for at have delt et billede, der kan forlanges unddraget offentligheden.

Overtrædelsen straffes med bøde. I en meget omtalt sag fra juni fik en 35-årig kvinde en bøde på 5.000 kroner for at dele et billede af en blotter. Billederne af den formodede blotter blev delt mere end 1.000 gange.

Selvom det er forbudt for privatpersoner at afsløre en sigtets identitet, så sker det i stigende omfang på sociale medier. Med få klik på tasterne kan danskerne dele selvtægtsopfordringer, billeder og navne på de sigtede.

I følge Peter Lind Nielsen, advokat med speciale i medie- og presseret fra firmaet Bird & Bird i Aarhus, er det noget, man bør være meget opmærksom på.

- Vi ser en del af de her sager, hvor man er meget hurtig på tasterne til at hænge folk ud. Det er et problem som samfund. Vi skal tage det her alvorligt, for det kan gå ud over uskyldige, siger advokaten.

Han understreger, at det udelukkende er op til politiet at efterforske kriminalitet, og altså ikke privatpersoner.

- Jeg mener ikke, at vi skal have et samfund, hvor alle kan lave deres eget strafferegister og haderegister, siger Peter Lind Nielsen.

Malene Staal er bevidst om, at det kan gå udover uskyldige, når en sigtets identitet afsløres på nettet. Men hun valgte alligevel at dele sit opslag, da hun ikke mener, at myndighederne gør nok for at straffe pædofile.

- Hvis der er fem millioner mennesker til at dømme pædofile, så tror jeg også, at pædofile vil tænke sig om en ekstra gang og tænke, er det det værd, at min gamle tante Erna, som har elsket mig hele mit liv, finder ud af, at jeg godt kan lide at pille ved børn, siger hun.

Hun fortryder derfor ikke sit opslag, selvom hun nu er sigtet af Fyns Politi.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx