Af Ritzau - 03/03-17 13:40; Opdateret: 03/03-17 15:01

Syrienkriger: De danske myndigheder overdriver anklagerSyrienkriger: De danske myndigheder overdriver anklager

I en privat telefonsamtale kalder formodet syrienkriger de danske myndigheder "syge i hovedet".

storybild

Fredag er anden retsdag i ankesagen om Hamza Cakan, der er tiltalt for at lade sig hverve af Islamisk Stat. Cakan skal forsvare sit danske statsborgerskab, mens anklageren vil kræve statsborgerskabet ophævet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Lafur Steinar Gestsson)

En privat telefonsamtale, hvor en formodet syrienkriger taler med sin daværende forlovede, bliver fredag afspillet i Østre Landsret.

- Du er inde og sidde for halshuggede hoveder, er du ikke?, spørger den forlovede i samtalen.

- Ja wallah, fire stykker. De er syge i hovedet, siger den tiltalte.

Han henviser til de danske myndigheder, som han mener overdriver anklagerne. Hamza Cakan er tiltalt for lade sig hverve af Islamisk Stat ad flere omgange.

Under samtalen taler han med sin forlovede om, hvorfor han sidder varetægtsfængslet.

- Fire stykker. Altså fire mennesker?, spørger den forlovede.

- Ja wallah, siger Hamza Cakan og fortæller, at det ikke er ham, der har slået de fire mennesker ihjel, og at myndighederne i Danmark i det hele taget overdriver anklagerne mod ham.

Vicestatsadvokat Anders Riisager fremviser herefter en tegning af en knyttet hånd med en løftet pegefinger, som er tegnet af den tiltalte Hamza Cakan.

Den løftede pegefinger er inden for islam et symbol på, at der kun er én Gud. På tegningen har Cakan skrevet "Kun en idiot turde erklære krig mod Allahs sharia". Det er et citat fra lederen af Islamisk Stat.

I byretten erkendte han at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Men han afviste påstanden om, at det var for at kæmpe. Det var ifølge ham selv for at bage brød.

Den tidligere pizzeriaejer er tiltalt for at lade sig hverve af Islamisk Stat i sommeren 2013 og for at ville tilslutte sig gruppen på ny i 2015.

Derudover er han tiltalt for at ville støtte gruppen økonomisk.

I Retten i Glostrup blev han sidste år idømt syv års fængsel. Anklagemyndigheden ankede sagen, fordi retten ikke ophævede Cakans danske statsborgerskab og udviste ham.

Retssagen fortsætter 6. marts, og dommen ventes at blive afsagt i slutningen af marts.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx