Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Intet skybrud: Derfor tog DMI fejl
DMI varslede skybrud på Sjælland, men det udeblev. Vejrsituationen har været meget svær at forudsige, lyder det.
Skybruddet, som ramte Jylland med op til 60 mm regn, styrede uden om Sjælland. (Billede: Polfoto/Mads Hansen)
Oprindeligt skulle det skybrud, som ramte Jylland tidligt fredag, også have ramt Østdanmark.
Men skybrud styrede længere østover, end man først regnet med. Situationen har været svær at forudsige, lyder det fra DMI.
- Vi har haft meget varm luft op til en koldfront, og det gør det noget sværere at forudsige end ellers. Der er rigtig mange, som har haft et bud. Nogle har sagt, at der nærmest ingen regn ville komme, andre har ment mere, end vi varslede. Vi bruger vores erfaring og melder det, vi tror mest på. Heldigvis tog vi fejl denne gang, siger vagthavende meteorlog hos DMI Klaus Larsen lørdag morgen.
Der er kun kommet enkelte byger på Sjælland, og ellers er regnen gået højre om Danmark og har ramt det sydlige Sverige.
- Når vi skyder 50 kilometer ved siden af, så rammer det Østersøen og det sydlige Sverige. Her er der er faldet mellem fem og 10 mm, siger Klaus Larsen.
Det er dog stadig ikke i nærheden af den mængde, som ramte Jylland sent natten til fredag og fredag formiddag.
- Det var umiddelbart i Trekantsområdet, der faldt mest regn. Her faldt lidt over 60 mm. Og det er ret meget, hvis man tænker på, hvor kort tid det faldt på, siger Klaus Larsen.
LÆS OGSÅ: Se billederne: Så slemt er uvejret
LÆS OGSÅ: Sådan ramte uvejret Danmark fredag morgen
LÆS OGSÅ: DMI: Skybrud og tusindvis af lynnedslag fredag morgen