30/10-17 04:33

Hiv-virus kan blive fortid i Danmark med ny behandlingHiv-virus kan blive fortid i Danmark med ny behandling

Sundhedsstyrelsen anbefaler forebyggende behandling af hiv-virus. Hiv kan blive fortid, mener Aids-Fondet.

storybild

Udbredelsen af hiv i Danmark kan være stoppet i 2025 eller 2030, hvis Sundhedsstyrelsens anbefaling om den forebyggende hiv-behandling PrEP bliver til virkelighed, vurderer Aids-Fondet. Scanpix/Kerry Sheridan/arkiv

København. Sundhedsstyrelsen har besluttet at anbefale en forebyggende behandling af hiv-smitte, den såkaldte PrEP-behandling.

Det er et afgørende skridt mod at stoppe udbredelsen af den farlige sygdom herhjemme, vurderer direktør i Aids-Fondet Andreas Gylling Æbelø.

- Med dette afgørende skridt forventer vi, at vi kan stoppe udbredelsen af hiv i Danmark i 2025 eller 2030, siger han.

- Vi kan blive det første land i verden til at stoppe udbredelsen af hiv inden for vores egne grænser.

PrEP er en medicinsk behandling til forebyggelse af hiv.

Ved at tage en pille om dagen kan man ifølge Aids-Fondet nedsætte risikoen for smitte med den farlige sygdom med op til 99 procent.

Den forebyggende behandling er godkendt i blandt andet USA, Norge, Sverige og Frankrig.

I Danmark har antallet af nye hiv-smittede i årtier ligget stabilt på mellem 150 til 200 mennesker om året. Derfor er der brug for pillen, mener Andreas Gylling Æbelø.

- Hiv er et stort og alvorligt problem. Det er for mange smittede i et land som Danmark, hvor vi kender til forebyggelse og god behandling.

- Det er et problem for den enkelte og meget dyrt for samfundet at behandle hiv.

Der er stor sandsynlighed for, at PrEP snart bliver indført som forebyggende behandling herhjemme.

Det sker, efter sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i et spørgsmål fra Flemming Møller Sørensen (S) blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt behandlingen skal indføres i Danmark.

Ministeren har svaret på baggrund af vurderinger fra Sundhedsstyrelsen.

Styrelsen mener, at pillen har en overbevisende forebyggende effekt især for mænd, der har sex med andre mænd. Det skyldes, at de er særligt udsatte for hiv-smitte.

- For denne målgruppe vil PrEP være et nødvendigt og tiltrængt farmakologisk supplement til den eksisterende forebyggelsesindsats.

- Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at man kan forvente et væsentligt fald i antallet af nysmittede, måske op imod en halvering af det årlige antal nysmittede, skriver ministeren.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil mellem 200 og 500 mennesker årligt få gavn af et gratis tilbud om PrEP.

Der skal stadig politisk handling bag anbefalingen, hvis PrEP skal indføres som behandling i Danmark.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx