Af Jesper Vestergaard Larsen - 26/02-18 13:21

Peter Madsens værksted tømt: Nu er ny lejer flyttet ind Peter Madsens værksted tømt: Nu er ny lejer flyttet ind

En ny lejer skrev fredag under på en lejekontrakt, og dermed er der sat punktum i et uhyggeligt kapitel af Refshaleøens historie.

storybild

Peter Madesens rumlaboratorium på Refshaleøen. (Billede: Bo Tornvig)

Da Peter Madsen blev anholdt for drabet på Kim Wall 12. august efterlod han et rumlaboratorium fyldt med værktøj og raketdele. Rumlaboratoriet blev undersøgt af politiets teknikere, og da politiet var færdige på stedet, blev værkstedet rømmet af firmaet Raketmadsens Rumlaboratorium Aps.

Nu har en ny lejer skrevet under på en lejekontrakt til den karakteristiske hal. Firmaet Nus Nus Aps overtager fra 1. marts hallen, hvor Peter Madsens syslede med sine raket- og ubådsprojekter.

Peter Madsen spraymaler en raket foran sit rumlaboratorium på Refshaleøen. (Billede: Bo Tornvig)

Nus Nus Aps arrangerer den årlige distortion-gadefest i København. I lejekontrakten står der, at de kan bruge den til events og opbevaring frem til 2023.

Det oplyser Anton Tvilstegaard fra Refshaleøens Ejendomsselskab Aps., der står for at udleje en række ejendomme på Refshaleøen.

»De må gerne holde events og afvikle arrangementer i hangaren,« siger Anton Tvilstegaard.

Kim Walls død og drabsagen mod Peter Madsen har kastet en skygge over Refshaleøen, der er kendt som område, hvor kreativitet og anderledes ideer blomstrer. Med genudlejningen af Peter Madsens raketværksted har ejendomsselskabet taget et skridt til, at området kan komme videre.

»Det er klart, at vi er glade for at vi nu er kommet videre, for det er en rigtig ærgerlig historie,« siger Anton Tvilstegaard.

Peter Madsen svejser i sit rumlaboratorium. (Billede: Bo Tornvig)

Peter Madsen er tiltalt for grov anden kønslig omgang, drab og usømmelig omgang med lig. Hangaren spiller en rolle i sagen, idet politiet mener at han forberedte drabet på Kim Wall der. Politiet har fundet en computer i rumlaboratoriet, der indeholdt makabre dødsvideoer. Derudover mener politiet, at Peter Madsen bragte en sav - og muligvis også andre redskaber fra raketværkstedet - ombord på ubåden UC3 Nautilus og brugte dem til at skamfere, dræbe og partere Kim Wall.

Sagen mod Peter Madsen indledes 8. marts i Københavns Byret.

Peter Madsen's Rumlaboratorium som han efterlod det på Refshaleøen efter at være blevet varetægtsfængslet for drabet på Kim Wall. Billedet er fra den 11. september 2017. (Billede: Mads Claus Rasmussen)

Nus Nus ejes af Fonden Distortion København, som er en uafhængig organisation der arrangerer gadefester i København.

Rolf Kronborg, talsmand for Fonden, siger til BT, at det endnu er uvist, hvilke arrangementer der skal afholdes i hallen.

»Tanken er, at det skal bruges som et kultursted. Vi synes, der mangler et sted i København, hvor den unge, kreative kultur kan blomstre op. Hvis man skal leje et lokale i København koster det boksen, så vi vil lave en platform, hvor folk kan afholde arrangementer uden at det koster en formue. Det kan være fester, modeshows eller hvad der nu passer ind. Vi ved godt, at stedet har en historik, men vi føler, at vi kan bringe noget frisk luft og energi ind i stedet,« siger Rolf Kronborg.

Raket-Madsens rumlaboratorium på Refshaleøen er i dag tømt og forladt. (Billede: Torben Huss)

Distortion afholdes næste gang fra 30. maj til 3. juni. Afslutningsfesten afholdes ligesom tidligere år på Refshaleøen, men det er uvist hvilken rolle Raketmadsens Rumlaboratorieum skal spille i afvikling af Distortion.

»Vi har ikke besluttet, hvordan hallen skal bruges i den forbindelse,« siger Rolf Kronborg.

Mens Rumlaboratoriet nu får et nyt liv, kan Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus meget vel ende som skrot. Københavns Politi har i anklageskriftet mod Peter Madsen stillet krav om, at ubåden bliver destrueret.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Se tidslinjen: 14 danskere, der...
bt.dk
Avicii døde pludseligt: Nu udtaler...
bt.dk
Forbrugerombudsmanden advarer: Får du...
bt.dk
Jackson-familien er dybt bekymret for...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx