Af Ritzau - 08/04-17 06:01

20 dør i sammenstød mellem båd og flodpram i Myanmar20 dør i sammenstød mellem båd og flodpram i Myanmar

En båd fyldt med gæster, der var på vej hjem fra et bryllup, er kæntret i Myanmar. 20 er døde, mens ni savnes.

storybild

Fatale bådulykker er almindelige i Myanmar, hvor mange mennesker, der bor langs floderne, er afhængige af ofte overfyldte både (arkivfoto). (Billede: Reuters/Soe Zeya Tun)

Mindst 20 mennesker er døde, efter at deres passagerbåd kolliderede med en flodpram i det vestlige Myanmar sent fredag aften lokal tid.

Det oplyser myndigheder i landet.

Det frygtes, at dødstallet vil stige, i takt med at redningsarbejdere leder videre efter savnede lørdag.

Lokale medier rapporterer, at båden var fyldt med gæster, der var på vej hjem fra et bryllup, da ulykken skete fredag aften på en flod i havnebyen Pathein vest for landets største by, Yangon.

Der var omkring 80 passagerer på båden, da den sank.

- I alt blev 16 kvinder og fire mænd dræbt i ulykken, siger det regionale parlamentsmedlem Aung Thu Htwe lørdag morgen.

- Vi vurderer, at der fortsat savnes ni mennesker, siger han.

Fatale bådulykker er almindelige i Myanmar, hvor mange mennesker, der bor langs floderne, er afhængige af ofte overfyldte både.

I oktober sidste år døde 73 mennesker, herunder mange lærere og skolelever, da deres overfyldte fartøj kæntrede på floden Chindwin i det centrale Myanmar.

Det tog adskillige dage at bjærge alle ligene.

Samme år i april døde mindst 21 mennesker, herunder ni børn, da deres båd kæntrede ud for Myanmars vestlige delstat Rakhine.

Og i marts 2015 døde omkring 60 mennesker, da deres færge sank i det samme farvand ud for Rakhine.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx