Af Ritzau - 09/04-17 18:21

Ekspert: Rusland vil vise handlekraft med ny trusselEkspert: Rusland vil vise handlekraft med ny trussel

Russisk melding om, at USA har overtrådt "røde linjer" er forsøg på at hævde sig som stormagt, mener lektor.

storybild

USA's angreb i Syrien gør, at Rusland har et større behov for at vise sig som militær stormagt, vurderer lektor. Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Pool)

Kommandocentret for Rusland, Iran og allierede melder søndag, at det vil reagere på enhver aggression i Syrien. Det er endnu et tegn på, at russerne forsøger at positionere sig som stormagt.

Det vurderer Mette Skak, der er lektor ved Institut for Statsvidenskab på Aarhus Universitet og Rusland-kender.

- For Rusland handler Syrien om at vise, at man er en stormagt som USA. Måden de forsøger at få respekt på, er ved at vise deres vilje til at bruge militære våben.

- Positionen som stormagt er smuldret lidt med den nye amerikanske handlekraft, siger hun.

Den nye melding kommer fra kommandocentret for Rusland, Iran og allierede, der blandt andet omfatter Syrien og Hizbollah. Den kommer som svar på USA's angreb på en syrisk flybase fredag.

I den fælles erklæring står blandt andet, at den amerikanske aggression over for Syrien er en overskridelse af røde linjer.

Fremover vil enhver overskridelse af røde linjer blive besvaret med magt, melder kommandocentralen.

Ifølge Mette Skak får russerne dog næppe brug for at gøre handling af deres trussel.

- Det er meget hypotetisk, at der vil komme et lignende angreb fra USA. Fra amerikansk side lægger man op til, at det var en engangsforestilling, siger lektoren.

Det amerikanske angreb i Syrien var en reaktion på et formodet giftgasangreb mod civile i den syriske by Khan i Idlib-provinsen tirsdag i den forløbne uge. Her mistede over 80 mennesker livet, mens over 100 blev såret.

- Det kommer bag på russerne, at USA pludselig viser handlekraft. Man har lullet sig ind i, at USA under Obama (USA's tidligere præsident, red.) slet ikke havde lyst til at blande sig i Syrien.

- Men med en ny amerikansk præsident med en helt anden personlighed og partifarve er der en ny situation i Syrien. Der har Rusland brug for at vise, at Rusland stadig har tænkt sig at gøre sig gældende i Syrien, siger Mette Skak.

Den russiske leder, Vladimir Putin, og Irans præsident, Hassan Rouhani, har også udsendt en fælles erklæring, hvor de fordømmer USA's angreb og opfordrer til en objektiv undersøgelse af det kemiske angreb.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx