Af Ritzau - 08/06-17 18:06

Transportminister presser på for klarere vejregler i EUTransportminister presser på for klarere vejregler i EU

EU er kommet et skridt på vejen, men der skal gøres mere for at skærpe tilsyn med lastbilchauffører.

storybild

EU-Kommissionen har foreslået en vejpakke, hvor der lægges op til, at lastbilchauffører ikke må køre længe rundt i Danmark, før de skal tjene det samme som danske chauffører. (Billede: Free/Colourbox)

Der er klarere regler på vej fra EU-Kommissionen, når det gælder betingelser for udenlandske chauffører på de danske veje.

Men ifølge den danske transportminister, Ole Birk Olesen (LA), kan reglerne blive endnu bedre. Det har han gjort klart på et møde torsdag med EU's transportministre.

- Der er en gruppe af lande centreret om den vejalliance, som Danmark også er medlem af, der har givet udtryk for, at de ønsker mere klare og enkle regler, der er til at håndhæve, siger han.

Tyskland, Østrig, Belgien, Italien, Luxembourg, Norge, Sverige, Frankrig og Danmark har sammen presset på for at få klare regler på transportområdet.

En efterspørgsel, der ifølge ministeren delvist blev fulgt, da EU-Kommissionen 31. maj fremlagde et forslag til en ny vejpakke.

I pakken foreslås det, at udenlandske lastbilchauffører ikke må køre længe rundt i Danmark, før de skal tjene det samme som danske chauffører.

De må heller ikke sove i deres førerkabiner, når de holder deres lange ugentlige hvil. I stedet skal de overnatte på motel eller hotel. Det skal ske på arbejdsgiverens regning.

Pakken har mødt delvis begejstring i transportbranchen, som dog også ser plads til forbedring.

Før torsdagens ministermøde havde de fire nationale, nordiske vognmandsorganisationer og sammenslutningen Nordic Logistics Association derfor skrevet et to sider langt brev til ministrene.

Heri skriver branchen, at den er kritisk over for, at der i udspillet fra kommissionen ikke sættes hårdt nok ind mod kombineret transport - det vil sige flere transportformer - ligesom man er utilfreds med planer om roadpricing.

På området for kombineret transport får branchen opbakning fra ministeren.

- Vi ser gerne, at konceptet afskaffes og kommer under cabotagereglerne. Det har jeg også søgt opbakning til hos andre lande, som jeg har talt med i dag, siger transportministeren.

Kombineret transport er, når den indledende eller afsluttende del af en international transport af varer sker på vejen, men hvor der også anvendes andre transportformer.

Her gælder der andre regler end ved normal cabotagekørsel - kørsel af varer mod betaling mellem to destinationer, hvor lastbilen er indregistreret i en anden EU-medlemsstat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx