Af Ritzau - 26/03-17 04:50; Opdateret: 26/03-17 05:13

Eksplosion jævner huse med jorden og kvæster 24 i LiverpoolEksplosion jævner huse med jorden og kvæster 24 i Liverpool

En gaseksplosion jævnede lørdag aften flere bygninger med jorden i den engelske storby. En er alvorlig såret.

storybild

En voldsom eksplosion rystede lørdag aften New Ferry, der ligger på den anden side af Merseyside-floden i forhold til Liverpool. Arkiv. (Billede: Scanpix/Andrew Yates)

24 mennesker meldes såret, efter at en voldsom gaseksplosion har jævnet flere bygninger med jorden i byen New Ferry tæt på den engelske storby Liverpool.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt The Telegraph.

Redningsmandskabet blev tilkaldt til stedet omkring New Ferry klokken 21.15 lokal tid, efter at en eksplosion havde ødelagt bygninger i en radius på 50 meter.

Eksplosionen var så kraftig, at den blandt andet kunne høres i det nordlige Wales.

En talsmand for beredskabet i Liverpool oplyser, at "en patient er indlagt med alvorlige kvæstelser på Aintree Hospital".

Yderligere 17 er bragt til andre hospitaler i området med mindre kvæstelser. Andre har selv været i stand til at tage på skadestuen.

Lewis Wilson, der bor i New Ferry, skyndte sig mod stedet, da han hørte eksplosionen.

- Vi hørte et voldsomt brag, og hele huset rystede. Da vi gik ud, kunne man se en søjle af sort røg, siger han ifølge The Telegraph.

- Jeg så to eller tre personer, der var fanget under murbrokkerne og et par andre, der blev båret væk på en båre. Jeg ved ikke, hvor galt det er, men det så ikke godt ud, tilføjer han.

Efter eksplosionen blev mindst ti ambulancer tilkaldt. Ifølge The Telegraph blev omkring 15 gæster på en nærliggende restaurant såret under eksplosionen.

- Adskillige toetagers huse er kollapset i en radius på omkring 50 meter som resultat af eksplosionen, der menes at være forårsaget af en gaslækage, siger en talsmand for Merseyside Fire and Rescue Service ifølge The Telegraph.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx