Af Ritzau - 04/04-17 15:18; Opdateret: 04/04-17 21:21

22-årige Jalilov fra Kirgistan sprængte metrobomben22-årige Jalilov fra Kirgistan sprængte metrobomben

Russiske myndigheder meddeler, at manden, der mandag sprængte en bombe i en metro, var Akbarsjona Jalilov.

storybild

Der er sorg i Rusland. Her er det russiske flag og byen Sankt Petersborgs flag på halv efter mandagens blodbad, hvor 14 mennesker blev dræbt af en bombe i metroen. (Billede: Reuters/Stringer)

De russiske myndigheder har identificeret manden, der udløste mandagens bombe i en metro i Sankt Petersborg som Akbarsjona Jalilov.

14 mennesker blev dræbt, og omkring 50 blev såret, da han mandag eftermiddag sprængte bomben i en metrovogn, mens toget kørte mellem to stationer.

Det menes, at der var tale om en selvmordsbombe.

Ifølge myndighederne var det også Jalilov, der forinden placerede en bombe på Plosjtjad Vosstanija-metrostationen i Sankt Petersborg.

Denne bombe eksploderede ikke og blev uskadeliggjort.

Nyhedsbureauet Tass skriver, at han blev født i 1995.

- Undersøgelser foretaget af de genetiske eksperter giver sammen med videooptagelser efterforskerne grund til at tro, at præcis samme person, der begik terrorangrebet i metrovognen, også efterlod en taske med en sprænganordning på Plosjtjad Vosstanija-metrostationen, siger en talskvinde for Ruslands Efterforsknings Komite.

Tidligere har efterforskerne ifølge Reuters sagt, at dele af gerningsmandens krop blev fundet blandt de dræbte, hvilket indikerer, at der var tale om et selvmordsangreb.

Russiske medier siger ifølge Reuters også, at Jalilov blev født i Osh i Kirgistan.

Han skal have haft radikale islamistiske forbindelser.

Det tyske nyhedsbureau dpa citerer russiske medier for at skrive, at selv om han blev født i Kirgistan, var han af usbekisk oprindelse. Som teenager blev han russisk statsborger via sin far.

Jalilov boede i Sankt Petersborg. Det russiske nyhedsbureau Interfax skriver, at han ændrede opførsel i februar, da han vendte tilbage til Sankt Petersborg efter et besøg i Kirgistan.

Reuters skriver, at Jalilov på sin Facebook-side viser, at han interesserer sig for den sunnimuslimske, fundamentalistiske trosretning wahabisme.

Men der er ingen tegn på, at interessen kunne munde ud i vold.

Siden viser en typisk ung mand, der lever et stort set sekulært liv.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx