03/09-17 04:21

Megabombe fra Anden Verdenskrig rydder Frankfurts gaderMegabombe fra Anden Verdenskrig rydder Frankfurts gader

Den største evakuering i Tyskland siden Anden Verdenskrig sker søndag som følge af fund af bombe i Frankfurt.

storybild

Frankfurt. Beredskabet i den tyske by Frankfurt har i dagevis gjort klar til søndag, hvor en gigantisk bombe fra Anden Verdenskrig skal desarmeres.

Lørdag begyndte evakueringen af patienter fra to hospitaler i det tyske finanscentrum, og søndag vil omkring 60.000 beboere i området nær bomben blive bedt om at forlade deres hjem.

Alt i en radius af 1,5 kilometer fra bomben vil blive evakueret. To hospitaler, en politistation og den tyske centralbank er blandt de bygninger, der skal tømmes.

Politiet vil ringe på alle døre og bruge varmesensorer, for at sikre sig at alle har forladt området.

Det er den største evakuering i Tyskland siden krigen.

Årsagen er en britisk bombe af typen HC 4000.

Bomben vejer 1,8 ton og indeholder omkring 1,4 ton sprængstof.

Den blev kastet ned over Frankfurt af britiske piloter under krigen, hvor den siden da har ligget i det tætbefolkede kvarter Westend.

Den er blevet fundet under et byggearbejde nær centrum - et stenkast fra Goethe-universitetet.

Det antages, at det var britiske Royal Air Force, der kastede bomben på et tidspunkt under krigen, som varede fra 1939-45.

Tyskland blev under Anden Verdenskrig tæppebombet af 1,5 millioner ton bomber fra britiske og amerikanske krigsfly. 600.000 mennesker omkom som følge af bombardementerne.

Tyske myndigheder anslår, at 15 procent af bomberne ikke gik af. Mange er blevet desarmeret senere, men der dukker ofte nye op.

Lørdag blev en 500 kilo tung bombe uskadeliggjort i den tyske by Koblenz. 21.000 indbyggere, der bor op til en kilometer fra bomben, blev evakueret.

I juli blev en børnehave evakueret, efter at der blev fundet en funktionel bombe på en hylde blandt noget legetøj.

I juni blev et fængsel i byen Regensburg i det sydøstlige Tyskland evakueret, da der var blevet fundet en 225 kilo tung bombe i nærheden.

I 2010 mistede tre bombeeksperter livet, da de blev dræbt af en bombe i Göttingen, som de skulle desarmere.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx