Af Ritzau - 24/04-17 19:13

Forsker: Macron-føring for stor til Le Pen-overraskelseForsker: Macron-føring for stor til Le Pen-overraskelse

Trods overraskelser ved den britiske EU-afstemning og det amerikanske valg stoler forsker på franske målinger.

storybild

Marine Le Pen får svært ved at gøre Donald Trump og den britiske Leave-kampagne kunsten efter og "snyde" meningsmålingerne. Dertil er forskellen mellem hende og hendes modstander, Emmanuel Macron, for stor, vurderer forsker. (Billede: Scanpix/Franck Pennant)

Flere politisk interesserede sidder måske med følelsen af at have brændt fingrene på meningsmålinger op til de seneste valg i Storbritannien og USA.

Trods målingernes indikation af det modsatte er Storbritannien på vej ud af EU, og Hillary Clinton er ikke amerikansk præsident.

Alligevel er der flere gode grunde til at tro på de franske målinger forud for det kommende præsidentvalg.

Det vurderer Martin Vinæs Larsen, der er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og som har arbejdet med meningsmålinger og deres fejlmargin.

Målingerne viser et stort flertal til centrumpolitikeren Emmanuel Macron over nationalisten Marine Le Pen.

Særligt tre ting indgyder Martin Vinæs Larsen med tillid til de franske målinger, når de op til valget 7. maj skal forsøge at løje folkestemningen.

- I den første runde af præsidentkapløbet ramte målingerne meget tæt på resultatet. De var i gennemsnit kun et halvt procentpoint fra, siger Martin Vinæs Larsen.

- Derudover er Macrons føring over Le Pen meget stor. Den er meget større end Hillary Clintons føring over Donald Trump eller "remains" føring ved brexit i Storbritannien. Den var kun på et par procentpoint ved de andre afstemninger.

En frisk måling fra Ifop Fiducal viser mandag et forspring på 20 procentpoint til Macron.

Derudover peger Martin Vinæs Larsen på, at franske målinger historisk har haft en høj træfsikkerhed.

Han vurderer dog, at der den næste uge kan ske markante ændringer i målingerne.

Det skyldes ifølge forskere, at der kan ske noget i vælgernes bevidsthed, når det hidtil teoretiske valg mellem Le Pen og Macron bliver en realitet.

- Hvis målingerne ikke har ændret sig om en uges tid, kan vi være væsentligt mere sikre end i dag, siger han.

Op til valget er den franske avis Le Parisien stoppet med at bruge målingerne.

De franske institutter har ved dette valg valgt at udføre flere store målinger. Ved det sidste franske valg i 2012 var der seks målinger med over 2000 deltagere i månederne op til valget. I år er der allerede udført mindst 37.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx