Af Ritzau - 18/12-16 11:07

Frysende og bange borgere venter stadig i AleppoFrysende og bange borgere venter stadig i Aleppo

I to dage har det ikke været muligt at evakuere civile fra syrisk by, men Røde Kors håber det sker søndag.

Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) håber at kunne genoptage evakueringerne af civile fra det østlige Aleppo søndag.

Det siger en talskvinde for organisationen.

- Vi gør os klar til at genoptage evakueringerne af folk fra det østlige Aleppo, og forhåbentlig kan det ske i løbet af morgenen, siger hun.

Evakueringerne af de mange tusinde civile gik i stå i løbet af fredagen. Det var tilsyneladende uenighed om, hvordan man kunne evakuere sårede fra to mindre shiamuslimske byer i området, der fik forhandlingerne til at trække i langdrag.

Røde Kors appellerer til den syriske regeringshær og oprørerne til hurtigt at nå til enighed om en plan. Og samtidig skal de enes om "solide" sikkerhedsgarantier for de mennesker, der lader sig evakuere.

Torsdag og fredag blev der skudt mod nogle af de buskolonner, der forlod Aleppo med civile.

Mange tusinde frysende og bange mennesker er tilbage i det østlige Aleppo og venter på, hvad der nu skal ske. Blandt dem er mange kvinder og børn, syge og sårede, konstaterer ICRC.

Det østlige Aleppo har under det meste af krigen i Syrien været under oprørernes kontrol. Men den syriske hær og allierede militser er senest trængt ind i bydelen og kontrollerer nu området.

Inden da blev det østlige Aleppo gennem flere måneder heftigt bombet af syriske og russiske fly.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx